Janni og Karsten sammen igen
Det tidligere par står midt i en offentlig skilsmisse, men inden længe bliver de genforenet på skærmen.
Der er iskold luft mellem Janni og Karsten Ree, der i august kunne meddele, at de skal skilles efter 11 års forhold, heraf ni som ægtefolk.
Siden har parret i den grad trukket overskrifter - først herskede der tvivl om, hvem af parterne, der faktisk havde søgt om skilsmisse, da begge påstod at være den, der ville skilles. Siden indrømmede Janni dog, at skilsmissen var hendes ønske, men at det var Karsten, der søgte om den.
LÆS OGSÅ: Mette Sommer har født
Dernæst har begge parter valgt at politianmelde hinanden - Karsten har anmeldt sin - nu tidligere - viv for afpresning, mens Janni har anmeldt rigmanden for både økonomisk, psykisk og fysisk vold.
Midt i den offentlige strid bliver parret dog atter forenet. Det sker i TV 2-programmet 'Størst med Peter Ingemann', som bliver sendt på kanalen 22. september.
- Peter er hernede og lave et 'Størst'-program om Karen Blixens tid i Kenya, og han har Karsten og jeg med i programmet om vores engagement her i vores Karen Blixen Safari Camp og Coffeegarden i Nairobi, fortalte Janni Ree til HER&NU/Realityportalen i januar, hvor optagelserne fandt sted.
Janni, som er stor fan af Peter Ingemann og særligt 'Størst'-programmerne, ser da også frem til at se resultatet af optagelserne, selvom det er side om side med eksmanden.
- Jeg skal da se det, selvom Karsten også er med - selvfølgelig. Jeg glæder mig da til at se programmet, fortæller hun til HER&NU/Realityportalen og tilføjer:
- Det bliver da lidt nostalgisk. Jeg er kommet rigtig meget dernede, det kan nærmest ikke tælles, hvor mange gange jeg har været i campen. Jeg holder da stadig af campen og livet i Afrika.
LÆS OGSÅ: Nyt program: Linse tilbage på skærmen