Vinder af 'Den store bagedyst': Trofæet gemt væk i fem måneder
Mads Eg Andersen måtte skjule det fysiske bevis på, at han vandt ’Den store Bagedyst’.
Forestil dig, at du har vundet en guldmedalje, men ingen må få det at vide. Sådan havde Mads Eg Andersen det i knap fem måneder, hvor han måtte skjule det fysiske bevis på, at det var ham, der var bedst til at fremtrylle lækre kager i ’Den store Bagedyst’ 2020.
Allerede den 3. juli blev det afgjort, at det var ham, der løb med trofæet, men da finaleprogrammet først blev sendt her til aften, måtte han ikke prale med det.
- Så jeg har gemt trofæet væk bagerst i skabet. Der har det stået siden den 3. juli, fortæller Mads Eg Andersen til Realityportalen i kølvandet på den store sejr, som han selvsagt er jublende lykkelig for efter så mange ugers indædt kamp mod virkelig kompetente konkurrenter.
LÆS OGSÅ: Husker du ‘Bagedyst’-vinderen Sune? Snart er han ph.d.
- Det er da bare en kæmpe drøm at vinde. Det er helt vildt stort. Jeg havde ikke turdet håbe for meget, så det er vildt, at det lykkedes, siger Mads, der ellers har været de flestes storfavorit gennem de mange programmer.
Men selv tvivlede han til det sidste.
- Fra starten af havde jeg ikke en god følelse, men efter at have fået fire mesterbager i streg, følte jeg, det ikke var indenfor rækkevidde, så jeg fik lidt blod på tanden, lyder det fra den stolte vinder.
LÆS OGSÅ: HUSKER DU? De tidligere vindere af 'Den store bagedyst'
Efter at han var blevet udråbt som vinder, var der ikke den store fest, for produktionen blev pakket ned med det samme, mens Mads luntede tilbage til Aarhus med sin kæreste, søster og forældre.
- Vi sad egentlig bare i vores lejlighed og slappede af, fordi alle var bombede, specielt mig efter fire dage og alle de indtryk. Det var også hårdt for familien og kæresten, og så har det jo været nervepirrende. Så vi sad bare og dasede, uden at der blev sagt så meget. Så der var ikke rigtig nogen fest. Vi ville bare falde ned, og så kørte min familie hjem, afslører Mads Eg Andersen.
LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald i stor sorg
Men selv om trofæet efterfølgende blev gemt væk i knap fem måneder, så samlede det ikke kun støv i skabet.
- Nogle gange tog jeg trofæet frem og pakkede det ud og kiggede på det i to sekunder, inden der røg ind igen. Det er sjovt, så glad man kan blive glad for sådan et stykke plastik. Men jeg ved endnu ikke, hvor det skal stå, lyder det fra vinderen.
LÆS OGSÅ: Christopher testet positiv for corona: Udskyder turné