"Bagedysten"-Katja: Derfor ser jeg ikke min mor
Selvom Katja ikke er vokset op i en traditionel kernefamilie, har hun aldrig følt sig overset eller været ked af situationen.
I aftenens andet afsnit af DR-hittet "Den Store Bagedyst", får seerne et indblik i 33-årige Katja Nielsens liv, som fortæller om sin lidt atypiske opvækst uden sin biologiske mor.
Katjas forældre blev nemlig skilt, da hun var ganske lille, og derfor endte hun med at bo sammen med både sin far, farmor og farfar.
LÆS OGSÅ: Se alle billederne: Kys og kærlighed i "Vild med dans"
- Vi har altid boet sammen os tre hele min barndom igennem. Jeg har ikke kontakt til min biologiske mor, så der er det min farmor, der har taget den moderrolle på sig, fortæller Katja til HER&NU, da vi møder hende hjemme i Randers.
Og hvorfor Katja ikke har kontakt til sin biologiske mor, er der en ganske god grund til.
- Det er min biologiske mors eget valg, at hun ikke ville have noget med mig at gøre. Jeg var hos min far, da mine forældre blev skilt, og så var jeg hos min mor en gang imellem i weekenderne, som skilsmissebørn jo er, forklarer Katja og fortsætter:
- Og så en dag sagde hun, at hvis jeg ikke kom nytårsaften, så skulle jeg ikke komme mere, og så kom jeg ikke mere. Der var jeg omkring 11 år.
Selvom Katja ikke er vokset op i en traditionel kernefamilie, har hun aldrig følt sig overset eller været ked af situationen.
- Jeg mangler ikke den del med at have en biologisk mor. Jeg har jo også en helt fantastisk stedmor, lyder det smilende fra Katja, der selvom hun nogen gange stadig ser sin biologiske mor i området og bylivet, aldrig hilser på.
- Hvis vi kører forbi hinanden eller ser hinanden, så hilser vi overhovedet ikke, der er totalt kold luft, og det skal der blive ved med at være. Det er ikke et behov, jeg har, eller nogensinde vil få, afslutter Katja.
Hør Katjas interview med HER&NU øverst i artiklen.
LÆS OGSÅ: Martin Johannes Larsen scorer nyt job: Passer perfekt til mig