Oprørt kunstner til 'X Factor': I har stjålet MIN sang!
Mathilde Caffey gik lørdag på 'X Factor'-scenen med sin første udgivelse 'Karma is a bitch'. Nu råber Chio Dyrlund, som har produceret sangen, op.
Lørdag den 23. maj gik det løs med den store 'X Factor'-finale 2020. Her var 15-årige Mathilde Caffey på scenen med sin første udgivelse 'Karma is a bitch'. Et nummer, der egentlig er skrevet og sunget af Chio Dyrlund, som har kunstnernavnet CH10.
Nu viser det sig, at Chio Dyrlund føler sig misforstået og uretfærdigt behandlet. Det gør hun rede for i et langt opslag på sin Facebook-profil, hvor hun fortæller, hvordan hun har oplevet forløbet.
LÆS OGSÅ: Alma Agger vinder ‘X Factor 2020’: Jeg var sindssyg nervøs
- 'Karma is a bitch' var, nej, ér min anden single under mit første solo projekt som soloartist - men nu er det også Mathilde Caffey’s første singleudgivelse nogensinde under hendes eget navn, og alle dem, der ikke ved bedre, tror, at det er hendes sang. Det er min. Jeg har skrevet den sang på gulvet i min stue, med min guitar og en notesblok og indspillet memoer af den på min telefon. Den er så personlig for mig, og jeg har arbejdet og grædt for den sang, ligesom jeg har arbejdet hårdt for alle mine andre sange, som jeg alle selv har skrevet, skriver hun i et opslag på Facebook.
LÆS OGSÅ: ‘X Factor’-stjerne åbner op om svær fortid
Hendes producer blev kontaktet allerede tilbage i marts af en person, der arbejder på 'X Factor', som spurgte, om 'Karma is a bitch' må blive sunget af en af deltagerne i finalen, og om produceren kunne sende en instrumental version, så deltageren, der endte med at blive Mathilde Caffey, kunne øve sig på sangen. Det var både Chio Dyrlund og hendes producer med på, da de tænkte, det var en fed mulighed at få singlen spillet live på TV 2 i den bedste sendetid.
Advokat på sagen
Men herfra begyndte aftalen ifølge Chio Dyrlund at skride. Dét gik op for hende, da vært Sofie Linde fortalte fra scenen, at deltagerne skulle synge deres første udgivelse under deres eget navn, og at man allerede efter showet kunne streame deres sange på Spotify.
LÆS OGSÅ: 15-årige ‘X Factor’-Mathilde rystet: Tæt på at besvime
- Efter Mathilde Caffeys optræden med min sang, går jeg på Spotify, og her finder jeg ud af, at min sang, som jeg selv har skrevet, og som allerede er udgivet gennem mit label, nu er blevet udgivet gennem Sony Music i en ny version, men med elementer af min originalversion samt min tekst under Mathilde Caffey’s eget navn. På intet tidspunkt har jeg givet samtykke eller skrevet under på, at de må tage min sang og udgive den under en anden artists navn, forklarer Chio Dyrlund.
Efterfølgende har hun rådført sig med en advokat, som kunne oplyse hende om, at det hele faktisk er forløbet efter reglerne. Intet i sagen er ulovligt. Men Chio Dyrlund føler, at hendes sang er blevet stjålet, og hun stiller spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan passe, at det er lovligt.
LÆS OGSÅ: ‘Forsidefruer’-Jackie: Derfor er jeg ikke gift med Rasmus
Hun understreger, at hendes kritik på ingen måde er rettet mod Mathilde Caffey, de andre deltagere eller dommerne i 'X Factor'.
Vi har kontaktet TV 2 og Blu, som ikke har svaret tilbage på henvendelserne.
Herunder kan du læse hele Chio Dyrlunds opslag på Facebook.