Mette Frederiksen går ind i ‘X Factor’-debat: Det har taget overhånd
Mette Frederiksen så selv 'X Factor' fredag aften, og hun mener, at beskederne på de sociale medier er langt over stregen.
Underholdningsprogrammet 'X Factor' er nået til Christiansborg, efter Lise Rønne fredag aften på live-tv opfordrede alle til at holde den gode tone på de sociale medier. Opfordringen kom ovenpå en uge, hvor både dommere og deltagere var blevet svinet til af helt almindelige danskere på de sociale medier.
TV 2 satte fokus på problematikken op til fredagens live-show med videoklip fra flere af 'X Factor'-deltagerne, hvor de læser nogle af de beskeder op, som de har modtaget. Ida fra gruppen 'Neva & Ida' var ligefrem lettet, da hun fredag blev stemt ud af konkurrencen - hun kunne ikke klare flere negative beskeder.
LÆS OGSÅ: ‘Vild med dans’-stjerne indlagt
Under Folketingets spørgetime tirsdag spørger formand for SF, Pia Olsen-Dyhr, statsminister Mette Frederiksen, om det er muligt at give et løfte om at lytte til de mange unge, som bliver udsat for had på nettet. Og om statsministeren vil være med til at definere digital vold. Spørgsmålet blev stillet på baggrund af fredagens 'X Factor'-show.
- Det er en ualmindelig vigtig diskussion, og jeg sad også i fredags og så dele af 'X Factor'. Og det gør lige så ondt på mig. Jeg mener, det har taget overhånd, jeg mener, det har kammet over. Den måde vi diskuterer med hinanden på de sociale medier i Danmark, det er taget til og vokset gevaldigt frem her i den seneste tid, fortæller Mette Frederiksen tirsdag under Folketingets spørgetime og fortsætter:
LÆS OGSÅ: Modtog dødstrusler under 'X Factor' liveshowet
- Det rammer rigtig mange mennesker, det rammer sundhedspersonalet, fordi de forsøger at hjælpe samfundet igennem coronakrisen. Her har vi at gøre med helt unge mennesker, som ønsker at synge, og som bliver udsat for det ene, det andet og det tredje. Det har taget overhånd, slår hun fast.
Mette Frederiksen tror desværre ikke, det er nok at appellere til en god og ordentlig tone, og hun vil derfor tage den til næste skridt og overvejer et udgiveransvar.
- Kan vi blive ved med at acceptere, at tech-giganterne siger, at de ikke har ansvar for, hvad der bliver ytret?, spørger Mette Frederiksen.
Se Mette Frederiksens fulde svar på spørgsmålet fra Pia Olsen-Dyhr på TV 2.
LÆS OGSÅ: Prins Henriks kok taler ud: Til sidst gik det helt galt
LÆS OGSÅ: TV 2-vært forsøgt voldtaget