Casper irriteret på produktionen: Klipper programmet til deres fordel
'Bachelor'-Casper er ikke begejstret for, hvordan TV 2 får han til at fremstå.
Casper Berthelsen er for første gang nogensinde med i et tv-program, og havde han haft erfaring med branchen, så var der nogle ting, han havde gjort anderledes. Casper er nemlig lidt skuffet over, hvordan TV 2 har valgt at fremstille ham i tv-programmet 'Bachelor', hvor det handler om at finde kærligheden, men ifølge Casper handler programmet lige så meget om underholdning som et seriøst datingprogram.
- Jeg var jo dernede og oplevede det hele, og det er jo klokkeklart, når seks ud af ti synes, at de gerne vil gå videre med mig, men det er ikke det billede, der bliver gengivet, hvis jeg skal være helt ærlig, fortæller en meget frustreret Casper til Realityportalen.
LÆS OGSÅ: Sidse om Michaela: Det var en tabt kamp på forhånd
Casper taler om gårsdagens roseceremoni, hvor seks piger giver ham en rose, mens kun fire piger giver Jaffer en rose. Ifølge Casper har produktionen valgt i sidste halvdel af programmet at fokusere meget på de negative ting, som pigerne siger om Casper, og man ser ikke de dybe samtaler, som Casper faktisk har med pigerne.
- Jeg er blevet noget frustreret. Flere af de her kvinder udtaler sig meget kritisk om mig hele tiden, så hvis jeg var seer og så denne her roseceremoni, hvor seks giver mig en rose og kun fire til Jaffer, så må man undres. Der var så mange af pigerne, der var utilfredse med Casper, og nu får han størstedelen af roserne, det er jo underligt. Så produktionen har virkelig taget mange kritiske vinkler med, og det er måske for at skabe underholdning, jeg ved det ikke, men det er bare ærgerligt, at de fordrejer sandheden, forklarer Casper og fortsætter:
- Man ser kun en brøkdel på tv. Man ser kun det, som produktionen gerne vil have, og som skaber den gode historie, spænding og drama. Det kan godt irritere mig. Jeg havde for eksempel en rigtig god samtale med Sandra omkring miljø og madspild, og så skærer de alt det vigtige væk og beholder en lille kedelig del omkring pålæg, så det lyder som om, vi ikke har en skid og snakke om. Det er ofte et forvrænget billede, som seerne får.
LÆS OGSÅ: Casper afslører: Hun slog benene væk under mig
Fortryder ikke
Selvom Casper i dag er ærgerlig over de klip, som produktionen har valgt til programmet, så fortryder han ikke, men skal han være med i tv igen, så skal der andre boller på suppen.
- Jeg fortryder ikke, det er bare ærgerligt at se, at det ofte er underholdningen, der skal skinne igennem frem for kærligheden. Nu er jeg blevet klogere. Hvis jeg havde kendt til tv på forhånd, så havde jeg nok også grebet det lidt anderledes an, forklarer Casper, der også tidligere har udtalt, at han var tæt på at tage hjem, da produktionen ifølge ham brød deres kontrakt.
LÆS OGSÅ: Bendtner i hård udmelding: Mine kvinder har én ting tilfælles
- Vi havde en klokkeklar aftale, da jeg skrev under på kontrakten om, at det var mig, der skulle date denne her gruppe kvinder, og så ændrer de præmissen ved at hive en ekstra bachelor ind. Det, synes jeg, var totalt kontraktbrud til at starte med, og det er ikke vildt tillidsskabende, fortæller Casper.
LÆS OGSÅ: Spåkonen fik ret om Jaffers fremtid
Casper er dog glad for, at de seks roser, han fik i gårsdagens ceremoni, giver et mere retvisende billede af interessen for ham som person.
- Generelt set fortryder jeg ikke, at jeg er med i programmet, men jeg er ærgerlig over, hvordan det er klippet. Man får ikke det fulde og sande billede, og det blev bevist med de seks roser, slutter han.
LÆS OGSÅ: Husker du de tidligere 'Paradise'-finaler? Se dem her