'Luksusfælden'-eksperterne afslører: Derfor får vi så gode aftaler

Det er hverken en tryllestav eller tryllestøv, der sikrer deltagerne store besparelse, arbejde og en billigere bolig.

'Luksusfælden’-eksperterne Mette Reissmann og Kenneth Hansen satte sig for nylig til rette og klar til at svare på spørgsmål fra seerne. Det skete i en liveudsendelse på Facebook, hvor det altså var muligt at få hjælp og råd fra eksperterne uden at medvirke i TV3-programmet.

Det benyttede en lang række personer sig af, og i løbet af den halve time måtte eksperterne svare på en lang række ting – blandt andet, hvordan de ofte kan finde et job og en billigere bolig, hvis der er brug for det.

- Ja, vi er jo eksperterne, grinte Kenneth, inden han dog blev mere seriøs.

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-eksperterne: Derfor er vi så hårde

- Der ligger jo et stort forarbejde bag, inden vi kommer, i forhold til, hvor det er, vi gerne vil bevæge dem (deltagerne, red.) hen mod. Og det er jo blandt andet sådan noget som at tale med potentielle nye arbejdsgivere og undersøge markedet for billigere boliger og tale med kreditorer, så vi har det bedst mulige overblik, inden vi kommer ud til deltagerne.

Og Mette var helt enig med sin kollega.

- Vi har jo ikke en tryllestav. Det er jo faktisk sådan, at vi lægger virkelig mange kræfter i at finde både en ny - og billigere - bolig og ofte også et job, som matcher vedkommende. Og mange gange har de personer, vi er ude ved, ikke haft enten overskud eller overblikket til selv at skaffe sig en billigere bolig eller et job, så man bare kommer ind på arbejdsmarkedet og har noget at stå op til hver eneste morgen og kan bidrage til fællesskabet, sagde hun.

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-eksperter: Vi hader ikke husdyr, men …

Gælden sat ned

Flere af følgerne ville også gerne vide, hvordan de altid kan få så gode aftaler med kreditorerne - det er nemlig noget, de ikke selv kan få, når de forsøger at forhandle med deres egen gæld. Men det har eksperterne også en god forklaring på.

- Mange gange har vi med folk at gøre, der ikke har betalt af på gælden i mange år. Kreditorerne har altså ikke set penge i mange år, og derfor har de måske også skudt en hvid pil efter at modtage nogle penge, sagde Kenneth Hansen og slår fast, at det selvfølgelig også er en bonus, at 'Luksusfælden' efterhånden er blevet et kendt brand.

LÆS OGSÅ: Deltagere trak sig fra ‘Luksusfælden’: Eksperterne har spildt vores tid

- Og når vi så kommer ind og lægger en nye budget og skærer ind til benet og ændrer nogle af deres vaner, så tror kreditorerne også lidt mere på, at der er en mulighed for, at de her mennesker kan overholde det budget, der bliver lagt. Og så er der selvfølgelig en signalværdi i, at 'Luksusfælden' forhandler, for så står det nok grelt til mange gange, og derfor får vi højst sandsynligt nogle bedre aftaler. Men det er mange gange, fordi der ikke er blevet betalt på den her gæld i rigtig lang tid.

Det betyder dog ikke, at man skal helt opgive at forhandle om sin gæld - og i øvrigt forsøge at indhente tilbud fra flere banker, inden man låner penge. Det kræver dog forberedelse og en ordentlig tone, slog Mette Reissmann fast.

- Og så handler det om at gøre et forsøg på at komme i dialog med kreditorerne. Måske bare få sat renten eller afdragene en lille smule ned, og så skal man altså også kunne tåle et nej. For det er lige som at prutte om prisen. Man kan gøre et forsøg og muligvis tjene noget på det. Man skal ikke være så berøringsangst, sagde hun.

VIDEO: Husker du løgneren fra ‘Luksusfælden’?

"Vi bliver vrede!"

Det er dog ikke alle følgerne, der ser det som en positiv ting, at eksperterne ofte kan få nedsat gælden hos deltagerne, selv om de selv har været skyld i det store overforbrug. Derfor vil de vide, om eksperterne får en dårlig smag i munden, når de samtidig tænker på alle dem, der faktisk betaler deres gæld til tiden. Sådan forholder det sig dog ikke.

- Vi bliver meget foragede, når vi ser, hvordan folk bruger deres penge. Det gør vi. Og vejen frem er selvfølgelig, at enhver skal svare sit, og man skal betale til tiden og så videre. I den her sammenhæng er vi netop hidkaldt for at hjælpe folk, fortalte Mette.

- Vi får aldrig en dårlig smag i munden, men bliver vi oprigtigt vrede og irriterede? Ja, det gør vi. Når I ser mig på skærmen, så er jeg bare, som jeg er. Jeg bliver mange gange virkelig foraget over, at folk kan have en så total ligegyldig og ansvarsløs holdning til deres egen økonomi.

LÆS OGSÅ: Nicki fra ‘Luksusfælden’: Nu skal vi købe hus!

Herunder kan du se hele spørgerunden fra 'Luksusfælden'-eksperterne: