Dronningen og den jødiske flygtning: Bevægende møde
Dronningen var tydeligt berørt af samtalen med 90-årige Ole Philipson, der som 12-årig blev sejlet til Sverige fra Sletten sammen med sin familie.
Selvom det var 5. maj viste vejret sig fra den samme bidske side, som da de danske jøder i oktober 1943 blev reddet over Øresund til Sverige. Men da dronning Margrethe skulle indvie Per Arnoldis nye mindesmærke, 'Oktober 1943', for evakueringen, trådte solen pludselig igennem de regntunge skyer fra den svenske side.
LÆS OGSÅ: Johannes Møllehave er død
Monumentet står ned til vandet ved Peder Mads' strand i Sletten, hvor godt 1.000 danske jøder blev evakueret fra. En af dem, 90-årige Ole Philipson, deltog i arrangementet og fortalte rørende om den hjælp, han og hans familie havde fået.
- Den 6. oktober 1943 stod jeg her med mine forældre en kold efterårsdag. Den velkomst, vi fik i Sverige, står lyst og tydeligt i min hukommelse, lød det fra Ole Philipson, der var blot 12 år, da han sammen med sine forældre og storebror måtte flygte fra hjemmet i København med minuts varsel.
Under den to timer lange sejltur med en fiskekutter til Hven lå han ved siden af skolelærer Christiansen, en modstandsmand fra Sakskøbing, der fortalte historier for at berolige børnene. Ved ankomsten til Sverige brød hans forældre sammen og en svensk lotte tog sig af ham. "Välkomna til Sverige”, sagde hun og tilbød et stykke chokolade.
LÆS OGSÅ: Margrethe ville ikke være dronning: Jeg løb ud af klasselokalet og stortudede
Som dansk ambassadør i Chile fik Ole Philipson i 1970'erne selv mulighed for at hjælpe ved at udstede rejsevisa til mange, der ville flygte fra Pinochéts rædelsregime. Ved det bevægende arrangement i Sletten deltog også børn af modstandsfolk fra Hvidstengruppen og Holger Danske, hvis forældre var blevet sejlet over netop der.
Da dronning Margrethe havde indviet det imponerende monument, tog hun sig udenfor programmet god tid til samtaler med både Ole Philipson, overrabbiner Bent Melchior og ikke mindst Per Arnoldi, hvis stemme knækkede over, da han ved præsentationen kom ind på den frygtelige situation mange flygtninge står i i dag.
LÆS OGSÅ: Mary om prins Christians beslutning: Vi støtter ham
LÆS OGSÅ: Christians barske skole: Vold og mobning
LÆS OGSÅ: Margrethe ville ikke være dronning: Jeg løb ud af klasselokalet og stortudede