Frederik Fetterlein i retten: Her er dommen

Den tidligere tennisstjerne har i dag været i retten for hæleri.

Den tidligere elitesportsmand og realitydeltager Frederik Fetterlein måtte i dag en tur i Københavns Byret, hvor han blev idømt betinget fængsel i 14 dage for hæleri i en sag om salg af luksussmykker, det skriver Ekstra Bladet, der var tilstede ved byretten.

LÆS OGSÅ: "Fede forhold"-par er blevet forældre

Den tidligere tennisstjerne havde købt to armbånd til 5.000 kroner på Den Blå Avis, som ifølge anklageskriftet havde en samlet værdi af 20.500 kroner, men smykkerne var stjålet. Efterfølgende forsøgte Fetterlein selv at sælge dem videre. 

Retten har vurderet, at Fetterlein måtte formodes at have haft viden om, at armbåndene var stjålet.

Ifølge Fetterlein var der ingen alarmklokker, der ringede.

- Der var ikke noget, der indikerede, at der var tale om snyd. Hvis jeg havde haft en feeling af, at der var tale om hæleri, så havde jeg aldrig købt dem, forklarede han ifølge Ritzau. 

LÆS OGSÅ: Efter halvanden måned: Derfor bisættes Liam Payne først nu

Dommen er betinget med en prøvetid på et år, og Fetterlein skal betale sagens omkostninger.

Fetterlein forklarede til Ekstra Bladet efter afgørelsen, at han har fået en løftet pegefinger og understreger, at han ikke havde overvejet, det kunne være stjålet smukker, da han mente, at prisen på 5.000 var fair. 

Selv skriver Fetterlein om dagens forløb på Instagram.

- Det har været en lang dag på alle måder. Nu tennis. 

Frederik Fetterlein arbejder i dag som tenniscoach og model, og han vurderer ikke, at dommen i dag får betydning for hans arbejde. 

LÆS OGSÅ: Mette Blomsterberg om årets jul: "Det har jeg aldrig prøvet før"