Susse Wold i sorg: Vil altid elske dig
I dag tager familie og venner afsked med Bent Mejding, der bisættes i Søllerød Kirke. Se billederne nederst i artiklen.
87-årige Bent Mejding var en af dansk film, tv og teaters helt store ”grand old men”. Natten til tirsdag i sidste uge sov han stille ind med hustruen Susse Wold, 85, hos sig.
Bent Mejding har de senere år trukket sig lidt tilbage fra offentlighedens søgelys og kom sjældent på den røde løber, men allerede i 2017 meddelte han, at han var færdig med at tage nye roller på teatret.
Susse Wold meddelte selv tabet af sin mand på de sociale medier.
– Min elskede Bent er død af en alvorlig lungebetændelse. Jeg er fuld af sorg og tårer, men også af dyb taknemmelighed over, at jeg i 53 år har været så heldig at være gift med min livsven, min elsker, min samarbejdspartner og min beskytter. Betingelsesløs kærlighed har jeg fået hver eneste dag, skrev hun og understregede, at hun aldrig vil stoppe med at elske sin mand:
– At tro på noget, der er større end een selv, er en beslutning. Jeg har besluttet mig til at tro på, at Bent stadig vil beskytte mig, selvom han ikke fysisk er her mere. Jeg vil bære ham med mig i et liv med kunst og bevægelse, og aldrig ophøre med at elske ham. Gud har lukket en dør – men jeg venter på, at han vil åbne et vindue. Det er svært lige nu, så jeg vil bede om fred og ro. Det ved jeg, at I vil respektere. Tak for det.
LÆS OGSÅ: Tobias Hamann får sit eget juleprogram
Artiklen fortsætter under billederne...
Hård opvækst
Den fallerede livsnyder Jørgen Varnæs i ”Matador”, den onde far til Erik i ”Tro, håb og kærlighed” og den komiske Elverhøj-dirigent i ”Olsen-banden ser rødt” er tre af de roller, den brede befolkning bedst kender skuespilleren, instruktøren og den tidligere teaterdirektør for.
LÆS OGSÅ: Tobias og Patrica indrømmer: Det dummeste, vi har gjort
Bent August Mejding blev født i Svendborg i 1937, men voksede op på Gyvelvej i Vanløse ved København med tre søskende, mor og far. Han beskrev familiens liv ærligt, med at faderen indimellem var ubehagelig over for børnene og drak.
Som ung fik Bent plads som bogholderelev i likørfirmaet Peter Heering, men blev opfordret til at søge ind på Privatteatrenes Elevskole, og Bent Mejding kom som 20-årig gennem nåleøjet. Han fik sin debut på Folketeatret i 1960’erne og blev siden fast tilknyttet Det Ny Teater.
LÆS OGSÅ: Et nyt venskab spirer i kolonihaven: Kurt hjælper Lisbeth videre
Den store kærlighed
I 1961 blev han som 22-årige gift med skuespillerkollegaen Susanne Theil, og de fik børnene Anne og Lars. På elevskolen havde Bent Mejding mødt Susse Wold, og de svingede godt sammen, både på og bag ved scenen. Men Bent var gift, og Susse levede sammen med den 15 år ældre skuespiller Erik Mørk, som hun har sønnen Christian med. Susse Wold og Erik Mørks forhold ophørte, da Erik Mørk erkendte, at han også var til mænd, mens Bent Mejding holdt fast i sit ægteskab frem til begyndelsen af 1970’erne.
Bent og Susse giftede sig først i 1983 på Hawaii, 25 år efter de mødtes. Bent Mejding har både i sin selvbiografi ”Mit liv som papegøje” og i interviews med HER&NU fortalt om den dårlige samvittighed, han havde hele livet efter skilsmissen. At skulle være dén, der skuffer og efterlader store sår hos andre mennesker.
I 1985 startede han Privat Teatret med sin kompagnon, Niels-Bo Valbro, og de rejste over 80 millioner kroner til en ombygning og renovering af Det Ny Teater, som siden dets genåbning i 1994 har haft en fremtrædende rolle som et overdådigt musikteater i København.
LÆS OGSÅ: Johnny Madsens familie raser over ny bog
Se billederne fra bisættelsen herunder - galleriet opdateres løbende...