'Fede forhold'-par kede af klipningen: Vilde resultater ikke vist på tv
Det er som bekendt ikke nødvendigvis den fulde fortælling, man får på skærmen.
Line Tolman og Mikkel Eckhard Rasmussen er deltagere i DR-programmet 'Fede forhold', som netop er rullet over skærmen.
Mikkel, der lider af diabetes, tog 6,4 kilo på under optagelserne, mens Line, som har sygdommen PCO og derfor har sværere ved at komme de ekstra kilo til livs, tabte 5,6 kilo.
LÆS OGSÅ: WHAT: Store ændringer i 'Vild med dans'
Artiklen fortsætter under videoen.
Selvom en vægtøgning ikke er for vane i programserien, hvor par gennemgår en livsstilsændring med hjælp fra eksperter, var det det sunde alternativ for Mikkel, som i tiden før programmet ikke tog sin sygdom alvorligt.
Til HER&NU/Realityportalen fortæller Line, at de gode vaner stadig efterleves, og at det i den grad har båret frugt for hendes vægttab, der nu lyder på 10,5 kilo.
Herunder har Line og Mikkel hver især opnået resultater på andre parametre end bare vægten - det blev bare aldrig vist i programmet. Heriblandt lægebesøget, som deltagerne skal forbi både ved opstart og afslutning, samt besøg fra madmentor, Marie Steenberger, og her fik de ganske glædeligt nyt.
- Seks af de kilo, Mikkel tog på, var ren muskel, og jeg havde taget et kilo muskler på, som den eneste af de andre deltagere, fortæller Line og fortsætter:
- Ved Maries vejning havde jeg også tabt mig ti kilo fedt, så det synes jeg jo også er megafedt og værd at påpege.
Omend, de har forståelse for, at det er noget af en opgave at koge et halvt års optagelser fra tre par ned til seks programmer af en halv times varighed, ville parret ønske, at slutresultatet havde set anderledes ud.
LÆS OGSÅ: Crone og Tantholdt deler detaljer: Sådan bliver brylluppet
- Vi er meget ærgerlige over, at vi som det eneste par ikke har fået nogle af vores optagelser fra lægen med. Det har jeg også udtrykt til produktionen, fortæller Line og tilføjer:
- For os betyder det jo noget, at vores rejse ender med, at seerne kan se, at det er et godt resultat. Vi var ikke kun med for at tabe os. Der sker jo meget for kroppen, når man gennemgår det her. Særligt for mig, der har PCO og for Mikkels diabetes, hvor der jo er nogle sundhedsting, der har udviklet sig hos os. I stedet har det kun handler om kilo.
Kærlighed over konflikter
Line og Mikkel ville da også have ønsket, at produktionen havde valgt nogle andre fokuspunkter, når det kommer til den parforholdsmæssige del af programmet.
LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen er videre efter færgefadæse: Ingen er døde
- Vi har en masse scener med en masse kærlighed mellem mig og Mikkel og masser af oplevelser, som ikke er kommet med i programmet, der også viser, at det ikke kun er mig, der er sur over et eller andet og siger, jeg bare kan snakke med vaskemaskinen, fortæller Line og fortsætter:
- Det er ikke, fordi man føler sig udstillet, men der er blevet valgt en retning, hvor der er blevet glemt nogle ting på vejen. Det er ikke den helhed af os som par, som man godt gad, der var blevet vist. Vi gad godt, at der var blevet vist lidt mere kærlige ord fra vores side af.
Om de til- og fravalg, der er gjort i klipperummet, fortæller DR-redaktør, Stine Preem, til HER&NU/Realityportalen:
- Parrene i serien vil ofte føle, at rigtig meget optaget materiale ikke er blevet brugt, da der desværre ikke er plads til alle historier. Da parrene selv optager mange scener med hinanden, som er nære og ægte, så kan det ikke være anderledes, end at nogen optagelser må falde for andre gode historier - det er altid en svær proces for redaktionen at vælge til og fra.