Fik Robert dømt: Nu reagerer Nynne
Nu er der ord fra Nynne Larsen, efter der er afsagt dom mod ekskæresten Robert Hansen.
- Jeg er rørt, jeg er stolt og jeg er lettet.
Således indleder Nynne Larsen en story på sin Instagram-profil, efter hendes ekskæreste, Robert Hansen i dag ved Retten på Frederiksberg blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for flere gange at have udøvet vold mod realitykendissen, da de var kærester.
LÆS OGSÅ: Robert Hansen afslører: Ramt økonomisk
- Af hjertet tak til Københavns Politi, til min familie, til min kæreste, til mine veninder og til alle jer, skriver Nynne videre og fortsætter:
- Jeg er meget taknemlig for al den støtte, jeg har fået hele vejen igennem. I dag sejrede retfærdigheden. Husk ALTID at stå op for dig selv - du er din egen bedste ven.
Retssagen startede tirsdag, hvor der først var kaos i retten, og dommeren endte med at afvise det ene af de tre forhold, Robert Hansen egentlig var tiltalt for, med begrundelsen, at det var foregået i Spanien og var afsluttet af det spanske politi. Dermed skulle retssagen kun dreje sig om to andre forhold, der lød på henholdsvis grov og simpel vold.
Mens anklageren gik efter seks måneder fængsel, blev det altså til fire måneder i brummen for 43-årige skuespiller.
LÆS OGSÅ: Robert Hansen joker med vold: "Er der sket noget med hende?"
- Tiltalte er fundet skydlig i forhold et ved at have slået Nynne mindst tre gange i hovedet, og han er også fundet skyldig i forhold to. Han idømmes fængsel i fire måneder ud fra forholdenes karakter, men også ud fra de begrænsede skader, der er tildelt Nynne, samt at det er noget tid siden, forholdene er begået, lød det fra dommeren i retssalen.
Efter at have konfereret kortvarigt kunne Robert Hansens forsvarsadvokat fortælle, at de udbad sig betænkningstid og ville se på beviserne i forhold til, hvorvidt de skulle anke sagen. Det har de nu 14 dage til at beslutte.