Anders og Torben: Sådan holder vi jul
Der er ét punkt, hvor tvillingerne i hvert fald ikke sparer på julehyggen.
Julen er over os, og i år får tv-seerne lov til at følge med i, hvordan det foregår hos tvillingerne Anders og Torben. Det sker i TV 2-programmet 'Anders og Torben - tvillingerne og den søde juletid', der kan ses på TV 2 Play.
Og julen bliver ikke forbigået i tavshed hjemme i Holstebro. Her skal de både til julefrokost med kollegaerne fra Tvis Køkkener i Tvis, hvor de også skal stå for forfesten, ligesom de også har gjort de seneste år. Juletræ har de ikke, og julepynt er de ikke så meget til, men der kommer dog nogle nisser og lidt julekæder op, fortæller de til TV MIDTVEST.
LÆS OGSÅ: Geggo: Cengiz har ødelagt mit og Linses forhold
- Vi er til ting, der kan lyse og blinke. Det er meget hyggeligt. Det er jo en mørk tid, så lidt ekstra lys skader jo ikke, siger Anders og Torben.
Mens der bliver sparet nogle steder, så gør der det bestemt ikke på julebagningen. Med to kilo smør, næsten fire kilo mel og et lille kilo sukker bager de mellem fem og seks kilo kager til sig selv, fortæller tvillingerne.
- Specier, vaniljekranse, pebernødder og finskbrød – det er normalvis de fire ting, vi bager. Brunkager, dem køber vi. Vi gider ikke lave dem. Stå og skære de der bittesmå tynde skiver. Nej, det er der alt for meget arbejde i, så der springer vi altså over, hvor gæret er lavest. Det har vi altid gjort, og det gjorde vores forældre også, siger Anders og Torben til TV MIDTVEST.
LÆS OGSÅ: Tvillingerne Anders og Torben: Sådan driller vi vores thai-kærester
Styr på gaverne
Gaverne til hinanden har de to også helt styr på, men det er ikke noget, der ruinerer dem.
- Han får en stegepande, for vi kunne godt bruge en ny, så det bliver det. En gave fra mig til mig, griner Anders.
- Anders skal have en ny hårklipper i julegave, så vi kan få studset vores hår. Den gamle er ved at være noget slidt efterhånden, så den trænger til at blive skiftet ud. Det er aldrig de helt personlige gaver, vi giver hinanden. Som regel, når vi køber gaver, hvis det ikke er fællesgaver, så er det altid et eller andet, vi kan bruge begge to, siger Torben.
LÆS OGSÅ: ‘Nybyggerne’-deltagere: Efter fem år er det slut
LÆS OGSÅ: Anders og Torben: Nu skal vi være forskellige