Rasmus Staghøj om 'Vild med dans': Alt i mig skriger nej
Rasmus Staghøj er stadig i tvivl om, hvorfor han står på 'Vild med dans'-scenen.
Journalist og tv-vært Rasmus Staghøj er med i årets 'Vild med dans', hvor han danser med Asta Björk. Men det er ikke med Rasmus' gode vilje, han er med.
- Alt inden i mig skriger, at jeg skal lade være, fordi der som udgang ikke er noget i min krop, der har lyst til at være med, så måske netop af den årsag gør jeg det, forklarer Rasmus.
LÆS OGSÅ: Nu går det løs: Det skal "Vild med dans"-parrene danse
Det er ikke første gang, Rasmus er blevet spurgt, om han ville være med i programmet.
- Jeg er blevet spurgt før, men har sgu nok ikke turdet. Det var et enormt tilbud, men jeg skulle have længere tid til at turde tage valget om at sige ja, og det var så nu, fortæller Rasmus og tilføjer:
- Jeg har givet mig selv den udfordring, om jeg kan overkomme det, og se om der venter noget spændende på den anden side ved at overkomme det.
Asta er dog god til at støtte sin nye partner.
- Jeg er utilpas på et dansegulv, som var det første, jeg sagde til Asta, da jeg mødte hende. Asta har lovet at lære mig at være tilpas på gulvet, så allerede der er jeg lidt mere tryg. Men jeg er simpelthen utilpas på et dansegulv, for det har aldrig været naturligt for mig. Jeg har altid været misundelig på dem, der havde modet til det, forklarer Rasmus og griber nu chancen.
- Jeg prøver bare at gøre det og ser, hvad det fører med sig.
LÆS OGSÅ: Første transkønnede i "Vild med dans": Fik aldrig lov at danse