Rasmus Seebachs løfte til sønnen: Du skal vide alt
De mange sange til sønnen er blevet til et helt album, som udkom i fredags.
Smilet er stort på Rasmus Seebachs læber, da HER&NU møder ham i pladeselskabets lokaler i hjertet af København. Den 37-årige sanger har da også god grund til at smile; efter to års stilhed er han nu klar med et nyt album med titlen ”Før vi mødte dig”. Et album, der er dedikeret til sønnen Holger, som kom til verden i januar i år.
– Jeg har altid vidst, at jeg ville skrive en sang til mit barn. Men da jeg gik i gang med at skrive, var der bare så mange ting, jeg gerne ville fortælle ham. Den sang, jeg ville skrive til Holger, er blevet til et helt album, fortæller Seebach.
LÆS OGSÅ: Ny pengeregn over Seebach-brødrene
Før succesen
Én af de ting, Rasmus Seebach gerne vil fortælle sønnen Holger, er historien om hans rejse mod succes.
– Jeg ville gerne fortælle ham om dengang, jeg ikke havde succes med det hele – hele min rejse til her, hvor jeg står i dag. Før alt det her, var jeg jo bare en studierotte, der bare nød at sidde og nørde med lyde for at få det til at lyde godt, fortæller Rasmus.
Selvom meget er anderledes nu, mener sangeren ikke, at han har ændret sig.
- Kernen i mig har ikke ændret sig. Rasmus er stadig Rasmus – bare i andre situationer. Nu skifter jeg bleer og spiller store koncerter, men det er stadig de samme ting som dengang, der giver mig optur, siger han.
LÆS OGSÅ: Rasmus Seebach: Rollen som far slår livet som festabe
Mor og far
Én anden ting, popstjernen gerne vil fortælle sønnen Holger, er historien om, hvordan mor og far mødte hinanden. Sangen ”2017” løfter lidt af sløret for netop dét.
- Julie kom ind i mit liv for fire og et halvt år siden. Vi havde en fælles omgangskreds. Jeg havde altid syntes, at hun var smuk og ret dejlig, fortæller Rasmus.
Det var en Facebook-besked, der startede parrets romance.
– Jeg kommenterede på et af hendes billeder på Facebook. Godt nok i en privatbesked. Jeg skrev ikke noget lummert. Jeg skrev bare, at jeg synes, hun var rigtig sød, fortæller sangeren.
Det var dog langt fra nok til at charme sig helt ind på Julie.
– Det var fint, at jeg sagde det, men den var langt fra hjemme. Der skulle meget mere til, siger Rasmus.
Og kampen for Julie endte lykkeligt. For to blev til tre i 2017.
Det har dog ikke altid været en dans på roser for parret, og det er også en del af fortællingen til Holger. Det er det sangen 'Bli’ her lidt endnu' handler om.
- ”Bli’ her lidt endnu” handler om den tur i vores forhold, hvor jeg virkelig skulle overbevise hende om, at det var åndssvagt at smide det hele på gulvet. For selvom det ikke var det fedeste lige dér, så troede jeg på, at vi kunne finde hinanden igen, siger Rasmus.
Det lykkedes heldigvis for Rasmus at overbevise Julie om, at parret slet ikke var færdige med hinanden.
LÆS OGSÅ: Følsomme Karsten Ree redder truet dyreart
Farfar
Det har også været vigtigt for Rasmus Seebach at give historien om hans farfar, Tommy Seebach, videre til Holger.
- Jeg vil gerne fortælle Holger, hvem hans farfar var, siger han.
Det er blevet til sangen ”Farfar sang”, som betyder noget helt særligt for Rasmus.
- ”Farfar sang” er selvfølgelig helt unik på grund af tekst og historie. Det er to store kærligheder i mit liv; både Holger og min far. Så det har været en speciel sang at skrive, fortæller Rasmus.
Sangeren håber på, at han kan være en ligeså god far for Holger, som Tommy Seebach var for ham.
- Jeg har altid følt mig elsket. Det skal Holger også. Og så skal han bare være en god dreng, der har sunde og gode værdier. Det har jeg selv fået med, og det er min mors og fars skyld, siger Rasmus.
Der er altså lagt op til endnu flere personlige historier fra Rasmus Seebachs liv i 'Før vi mødte dig', som er på gaden nu.
Se galleriet af Rasmus Seebach øverst i artiklen.
LÆS OGSÅ: Peter Birch afslører: Vil have børn med Amalie
LÆS OGSÅ: Så mange stemmer fik ‘På røven i Nakskov’-Ib