Morten Hemmingsen udskyder "Badehotellet"-job for "Vild med dans"
Morten Hemmingsen er blevet meget glad for at danse.
Skuespiller Morten Hemmingsen, der blandt andet er kendt for sin årelange rolle i TV 2-serien "Badehotellet", har danset sig helt til syvende liveshow af "Vild med dans" med partneren Malene Østergaard.
- Jeg havde slet ikke tænkt så langt. Det har for mig været noget med at tage det uge for uge, fortæller Morten efter sjette liveshow.
LÆS OGSÅ: Thomas Evers i chok: Det er ikke sket siden 2008
Ifølge Morten har "Vild med dans" givet ham en masse gode følelser.
- Det der med at træde ind på gulvet giver mig en fornemmelse af mod og en masse ting, og så har jeg et godt samarbejde med Malene. Det er virkelig fedt. Der er mange gode ting ved det, forklarer Morten.
Morten og Malene skulle ligesom de andre par fredag aften danse tre danse, og det kræver mange timer i danselokalet, derfor har Morten været nødt til at rykke rundt på noget arbejde.
- Jeg havde nogle foredrag om "Badehotellet", som jeg har fået rykket frem i tiden, og folk var heldigvis søde, så det kunne lade sig gøre, fortæller Morten, der holder foredrag om, hvordan serien blev til. Både med anekdoter fra optagelserne, og om karakteren Morten, der går fra husmandssøn over skibsreder til aktiv frihedskæmper.
- Det er super sjovt. Jeg kan godt lide at komme ud og snakke med folk om det, for der er stor opbakning, men det samler vi op på efter "Vild med dans", slutter Morten.
LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen har sat sit hus til salg: Se millionvillaen her