Anne-Marie Rindom mod nye horisonter: Vind i sejlene
Anne-Marie Rindom jagter lige nu nyt guld ved OL i Paris i laserjolle, også kaldet ILCA 6.
Med en passion for sejlsport, der blev tændt allerede i børneårene, er den 33-årige danske sejler Anne-Marie Rindom ikke kun olympisk mester, men også en dedikeret ambassadør for livet på vandet.
– Første gang jeg var ude at sejle, var jeg kun 14 dage gammel. Mine forældre havde en båd, og vi var altid ude at sejle i vores sommerferier. Så sejlede vi til Sverige og levede af fisk og kartofler, griner Anne-Marie, der er ud af en søskendeflok på fire.
LÆS OGSÅ: Rasmus Lauge giver særligt råd: Det er vigtigt
Artiklen fortsætter under videoen...
Som blot femårig havde Anne-Marie sin daglige gang i Horsens Sejlklub, hvor hun lagde ud med at sejle optimistjolle. Den tidlige introduktion til sejlsport har siden ført til en karriere, der har inkluderet utallige medaljer, fire olympiske lege og guld ved de seneste lege i Tokyo. Hendes engagement i sporten kræver fuld dedikation.
– Jeg holdt en pause efter det sidste OL på næsten et år. Jeg havde brug for at mærke efter, om det var det, jeg havde lyst til, fordi det netop kræver så meget af en. Det er jo mere end et fuldtidsjob, og jeg rejser 300 dage om året, så det er jo mange dage at være væk fra Danmark. Men inderst inde vidste jeg godt, at jeg gerne ville fortsætte. Jeg synes, at det er et rigtig fedt liv, og vi har et rigtig godt miljø på det danske sejlerlandshold, fortæller talentet.
To havne
Privat har Anne-Marie siden 2019 været kærester med australske Ryan Palk, 33, som hun har kendt i mere end ti år gennem sejlsporten. Sammen har de nu investeret i en fælles fremtid både i Danmark og Down Under.
– Vi har købt et sted sammen i Australien, og så har vi også et i Aarhus, siger hun og fortæller, at de drømmer om en fremtid, hvor de balancerer livet mellem to kontinenter.
LÆS OGSÅ: Efter hård kommentar: Thea Blomsterberg var tæt på at stoppe karrieren
Parret har de samme værdier og er begge vokset op med sejllads. Ryan er for nuværende træner for Sloveniens sejlerlandshold, der også deltager under OL, og Anne-Marie er glad for, at det på den måde er en oplevelse, de får sammen.
– Vi bruger hinanden meget til at sparre. Nogle gange bliver vi nødt til at sige til hinanden, at nu skal vi ikke tale om sejlsport mere, fordi det jo er vores begges store interesse, griner hun.
Samtidig slår Anne-Marie fast, at hun håber, at hun en dag kan viderebringe sin kærlighed til havet til parrets kommende børn, selvom hun bestemt ikke har travlt med at tage hul på det kapitel.
– Vi har købt en båd sidste sommer på 22 fod, og vi har allerede været ude på nogle ture sammen. Vi har blandt andet været på Tunø, og efter OL har vi også en uge, hvor vi skal sejle på sommerferie. Præcis ligesom jeg selv gjorde det med mine forældre.
LÆS OGSÅ: Nik & Jay til OL i Paris: Jeg drømte om det som barn