Det ser du ikke i "X Factor": Ekstreme dage
Dommerne har en hemmelig måde at komme igennem de lange optagedage på.
I de første afsnit af "X Factor" får seerne primært de tre dommere at se sidde på deres faste pladser ved dommerbordet, mens hundredvis af håbefulde deltagere giver sangen et skud.
Mens deltagerne kun har få minutter til at imponere dommerne, så giver de mange deltagere sammenlagt dommerne nogle meget lange arbejdsdage i de forskellige byer rundt i Danmark.
LÆS OGSÅ: TV 2 forklarer: Derfor har dommerne byttet plads
- Det er ekstreme dage. Vi sidder i det samme lokale, vi kan ikke se lys, vi kan ikke se, om det er mørkt udenfor, eller om solen er gået ned. Du kan ikke fornemme tid. Så du sidder bare inde i det der rum i ni timer med meget korte pauser, fortæller Oh Land til HER&NU.
Dommerne har dog en metode, som de tager i brug, når kameraerne en gang imellem slukker, så de hårde dage glider en smule lettere ned.
- Kage fylder helt ekstremt meget. Det eneste, der giver en fornemmelse af tid, er, hvornår vi skal have kage. Vi går utroligt meget op i, hvad det er for nogle slags kager, og vi snakker om, hvorvidt vi tror, der er kage i næste pause. Der er utroligt meget kagesnak, og vi får spist utroligt meget kage, slår Oh Land fast.
LÆS OGSÅ: Simon Kvamm om 'X Factor': Vi er hinandens modstandere
"X Factor" kan ses hver fredag på TV 2 og TV 2 Play.