Stine, Leo, Far Henry og hele familien. (Foto: Privat)
Foto: Privat

Stine K. fejrede sønnens første fødselsdag med ny far

Stine Kronborg er både glad og lettet efter at have holdt sønnen Leos første fødselsdag med 30 helt specielle gæster

Så fyldte Leo et år, og det blev fejret på dagen i går. Jeg er ikke typen, der holder fødselsdag for mig selv eller er øvet i at have gæster til mad osv., men det er virkelig noget helt specielt, når man har fået et barn. Først ville jeg bare have noget stille og roligt hygge i caféen for nogle få mennesker – og ikke i for lang tid, da han jo stadig er lille, og det er mange indtryk. Men inden jeg fik set mig om, havde jeg inviteret 30 personer, der alle betyder noget i Leos liv. Alle sagde ja, så stedet var presset til randen med babyer, børn og voksne.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg har fået stress

Det var en helt igennem fantastisk dag, og Leo fik så mange skønne gaver. Jeg er virkelig taknemmelig for den hjælp, det er, når andre tænker på ham og mig. Selvom jeg ikke er ludfattig, ville jeg bare ikke selv have mulighed for at give ham alt det, han fik på sin fødselsdag. Farmand Henry overskyggede selvfølgelig lige det hele ved at give knægten en iPad. Ha ha, jeg elsker det. Så kan det være, at jeg får lov til at få min egen computer i fred, og at jeg ikke behøver grave leverpostej ud, inden jeg sætter opladeren i. Det skal lige siges, at vi havde talt om det som forældre, at han skulle have sin egen allerede nu. Leo er nemlig udmærket godt klar over, at der sker noget sjovt, når man trykker på skærmen, og han kan også finde ud af at tage billeder med min telefon. Jeg skal bare lige have fundet et solidt cover, inden han får lov til at bruge den, da han godt kan lide at kaste med ting for tiden, og da også allerede har smadret sin fars telefon.

LÆS OGSÅ: Faren til Stine Kronborgs søn: Jeg er stadig i chok

Fødselsdagen var inspireret af, hvordan jeg kan huske mine egne børnefødselsdage. Da jeg er bagerdatter, havde jeg selvfølgelig altid en ”almindelig” fødselsdags lagkage, teboller med og uden rosiner smurt med smør samt en kagekone. Jeg troede, at jeg ville have præcis det samme til Leos fødselsdag, men dagen før det skulle bestilles, gik det op for mig, at jeg aldrig har brudt mig om wienerdej, som kagemænd bliver lavet af, og teboller er i mine øjne bare luft. Så det endte med, at jeg lavede en masse hjemmelavede lækkerier, men bestilte en lagkage fra bageren i Meny i Nakskov. En helt almindelig bager-lagkage uden nogen ændringer, som til gengæld sad lige i skabet med smagen, som jeg husker det fra min barndom. Om morgenen bagte Leo og jeg boller og lavede en chokolade–slik–kage med hvid glasur. Leo synes, det er så hyggeligt at følge med i alt, jeg laver i køkkenet, og JA, han får lov til at sidde på køkkenbordet igen. Jeg har vurderet, at han nu har en del mere kontrol over afstand og balance, og han forstår, når mor siger, at han skal passe på.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg har taget sønnen ud af vuggestue

Hele dagen gik jeg og mindedes, hvad der skete for et år siden. Det startede faktisk allerede dagen før, hvor jeg begyndte at fortælle Leo om ”mors smerter”, morgenen på hospitalet, hvor jeg ikke anede, at jeg rent faktisk var i fødsel, min hikke, hver gang jeg havde haft en ve. Jeg kunne fremkalde alt, næsten fra minut til minut. Følelser og tanker, jeg aldrig vil glemme. Fødselsdagen i går varede fra klokken 13 til 16, og da Leo og jeg gik fra caféen, var klokken 16.40 – præcis det tidspunkt min lille skattebasse blev født og kom op i armene til mig. Jeg stoppede op, krammede Leo tæt ind til mig og mindedes den intense kærlighedsfølelse, der opstod, sekundet han blev født, og som kun er blevet større dag for dag. Det var perfekt endnu en gang, og lige dér forstod jeg vigtigheden af at fejre en fødselsdag for at mindes den dag, han kom til verden.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg: Min søn giver mig grå hår

Der er sket meget på et år, og vi har nu også fået en far ind i billedet. Henry og jeg er bare venner, men for satan, hvor er jeg synes, han er en lækker farmand, når han træder ind ad døren skarpt klædt. Han skal nok blive et super forbillede for Leo. Henry havde taget sin mor og sine søskende med, som mødte lille Leo for første gang. Jeg er ikke i tvivl om, at Leo godt ved, at det er hans familie, og det var dejligt at se ham sammen med dem. Vi fik også taget et hurtigt familiebillede, og det sjove er, at nu er det mig, der falder totalt udenfor. Hold nu kæft, hvor er jeg hvid, ha ha ha.

LÆS OGSÅ: WOW: Stine Kronborg i vild hårforvandling

Og apropos billeder. Jeg havde så travlt med at pakke ud, varte op og snakke, at jeg kun fik taget et billede af kagen. Så jeg måtte lige bede mine gæster sende, hvad de havde fra dagen, så jeg kan lave et album til Leo. Den del må jeg lige være lidt bedre til ved fremtidige fødselsdage. Jeg er en glad mor, og lettet over at hans første fødselsdag gik så godt, og at jeg kunne mærke på Leo, at han syntes, det var en super dag og elskede, da alle sang for ham. Jeg glæder mig faktisk allerede til at skulle holde flere fødselsdage.

Tusind tak til alle, som har sendt Leo en hilsen og tænkt på os. I gør livet så meget smukkere.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg indrømmer: Jeg drak alkohol hver dag