SE BILLEDERNE: ‘Årgang 20’-par er endelig gift

Endelig kunne Maria og Daniel fra ‘Årgang 20’ sige ja til hinanden.

Af Nikolaj Vraa - 5. juli 2021 kl. 09:07

Efter flere forhindringer kunne Maria og Daniel fra ‘Årgang 20’ i lørdags endelig sige ja til hinanden. Parret, der er forældre til Louie, giftede sig ved et romantisk bryllup i Lundtofte Kirke i Kongens Lyngby.

– Det var en helt fantastisk dag. Bedre end vi havde turdet drømme om, siger de nygifte til HER&NU.

LÆS OGSÅ: ‘Årgang 20’-par har fået svar: Det fejler sønnen

Blot to en halv uge før den store dag blev Maria testet positiv for Covid-19 og måtte isolere sig. Heldigvis havde hun ikke smittet sin mand og deres søn. I forvejen er de meget bekymrede for deres halvandet år gamle dreng, fordi han lider af nyresygdommen hydronefrose. Det gav dog ro, da de et par dage før brylluppet var til et møde på Skejby Sygehus om hans behandlingsplan. Familie og venner var efter vielsen inviteret til fest i Peter Lieps Hus på Dyrehavsbakken, og selv om Danmark skulle spille kvartfinale samme aften, så gik ingen glip af noget.

– Det passede med at vi havde pause de sidste 10 minutter af hver halvleg. Nogen kiggede på mobilen, nogen så med i køkkenet, hvor de havde tv. Og da de vandt, så løftede det jo stemningen helt fantastisk.

LÆS OGSÅ: Stine og Niels klar til bryllup: Vi har fundet en dato

Blandt gæsterne til brylluppet var de tre øvrige par fra ‘Årgang 20’: Lena og Mads, Maria og Nikolaj samt Lisbeth og Christian, der havde deres tre børn med til vielsen. For bruden var der dog et enkelt skår i glæden. Hun havde ikke glæde af den gode mad og bryllupskagen.

– Coronaen har kostet mig min smags- og lugtesans. Jeg håber, det kommer tilbage, for det er altså ikke særlig rart. Man aner ikke, hvor meget det betyder, før det er væk, siger hun.

LÆS OGSÅ: Andreas seje kamp: Døden bankede på

De nygifte har udsat bryllupsrejsen til det nye år, så hvedebrødsdagene bliver tilbragt i den omskiftelige danske sommer. Til gengæld har de eksotiske planer for rejsen, der går til Caribien.

– Vi skal til Bahamas. Jeg vil gerne opleve deres badende grise, afslører Maria. Grisene bor på Big Major Cay, og tidligere har Mascha Vang besøgt øen og på sin blog fortalt om den pudsige oplevelse.

– Jeg er vokset op på landet, jeg har da aldrig nogensinde krammet en gris før. Men så står jeg på Bahamas, I KØ, for at få taget et billede med en gris, som det vrimler med i Jylland, skrev Mascha til de sjove billeder på sin blog.

LÆS OGSÅ: Nu står Bubber og kæresten frem: Vores dejlige søn