Holdt udenfor i 'Forsidefruer': Hvorfor er man ikke engang med i puljen?
Gunnvør, Jackie og Karina stod på sidelinjen, da Færøernes største konflikt udspillede sig.
Som de fleste seere af 'Forsiderfruer' ved, var der særligt ét dilemma, der skabte gnidninger, da Jackie Navarro, Tina Lund, Janni Ree, Gunnvør Virgarsdóttir og Karina von d'Ahé var på en rejse til Færøerne i august sidste år.
LÆS OGSÅ: Tina Lund afslører flytteplanerne
Nu sætter også den 47-årige makeup-entusiast ord på, hvordan det var at stå på sidelinjen og se på, at kampen om det bedste og største værelse med udsigt til vandet udfoldede sig. En kamp hun ikke fik lov til at være en del af.
- Jeg var der og stod lidt måbende og kiggede på. Det var ret sindssygt, for vi stod jo fem piger på det største værelse på Færøerne, og lige pludselig handlede det kun om, hvorvidt det var Tina eller Janni, der skulle have det. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: "Wow! Hvorfor er man ikke engang med i puljen?". Det kunne jeg ikke forstå, siger Karina, når hun husker tilbage på ankomsten til huset i de natursmukke omgivelser.
Hun prøvede at tage kampen op og nævnte, at Janni jo har havudsigt hver eneste dag fra villaen i Vedbæk.
LÆS OGSÅ: Amalie: Der skulle jo ikke være et barn igen allerede
- Men der var ikke noget at diskutere, kunne jeg godt mærke, så jeg gav hurtigt op. Det hele eskalerede jo på fem sekunder. Så ret hurtigt trak Gunnvør, Jackie og jeg os. Vi stod bare og kiggede på det der halløj, husker Karina.
Så skal man ikke være med i 'Forsidefruer'
Første gang Karina von d'Ahé kunne ses på skærmen i 'Forsidefruer', var i foråret 2019, og siden har hun været med i fem sæsoner. I løbet af den tid har hun lært, at små og store konflikter er en del af pakken.
LÆS OGSÅ: ‘Forsidefruer’-babe fortæller nyt om kærligheden
- Jeg tror, at hvis det påvirker én meget, så skal man ikke være med i 'Forsidefruer'. Nogle gange må man ryste på hovedet og sige pyt og komme videre. Det var ikke noget, der satte en stemning på resten af turen. Jeg ved ikke, om det gik hurtigt over mellem de to, men det gik hurtigt over for mig, siger hun og tilføjer:
- Det er jo menneskets natur, at man gerne vil have det dejlige værelse. Vi var jo fem der, gerne ville have det. Men det var fint, og jeg endte med at få et meget dejligt værelse, siger Karina, der i dag ikke kan lade være med at grine, når hun ser tilbage på situationen.
LÆS OGSÅ: Janni Ree langer ud igen: Jeg synes, det er så grotesk!