Tv-værternes mor trygler om julefred: Kold luft

Der er iskold luft mellem de to tv-søskende.

På skærmen har de begge succes med DR-programmer som 'Lægen flytter ind' og 'Øen'. Men privat hænger forholdet mellem de to søskende, Charlotte Bøving, 52, og Christian Bøving, 45, i laser. De har ikke talt sammen, siden Charlotte for to år siden udgav erindringerne 'Jeg lever med en udløbsdato', hvor hun fortalte om deres afdøde far, Gerhard Bøvings, fysiske og psykiske vold i barndomshjemmet.

LÆS OGSÅ: Derfor flytter Kronprinsparrets børn til udlandet

– Jeg er meget stolt af mine børn. Jeg er bare så ked af, at de ikke kan sammen, siger deres mor, Margot, i et interview med Jydske- Vestkysten i anledning af sin 80-års fødselsdag og tilføjer: 

– Mit største ønske er, at mine to børn kommer sammen igen. 

Foto: Anthon Unger

Hun er glad for, at Charlotte fortalte sandheden om alle de tæsk, som de fik, inden Margot og Gerhard blev skilt i 1980.

– Det var ganske forfærdeligt. Jeg er glad for, at det kommer frem, så folk ikke tror, jeg var en vatpik. Dem omkring os vidste det jo, selvfølgelig, når jeg løb over til naboen, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Nadia Shila: Jeg føler mig endelig tryg

Charlotte håber også på forsoning

Charlotte Bøving bekræfter til HER&NU, at hun ikke taler med sin bror, og håber, ligesom sin mor, at de finder ud af det igen.

– Naturligvis er det en mors højeste ønske, at hendes børn taler sammen. At der er ro og kærlighed i familien. Jeg elsker min mor, og jeg forstår hende. Det er også mit højeste ønske. Desværre har vi en barsk familiehistorie, mange følelser har været og er i spil. Vi søskende har godt nok haft de samme forældre og er vokset op i det samme hjem, men med næsten syv år imellem os har vi også oplevet noget forskelligt. Vi har valgt at håndtere vores oplevelser forskelligt. 

LÆS OGSÅ: Gunnvør: Jeg er forelsket

Men uanset hvad der er gået forud, uanset den manglende kontakt lige nu, så elsker jeg min bror og er stolt af alt det, han har opnået. Jeg savner det, der var engang – et unikt og særligt bånd mellem os – men vore veje skiltes på et tidspunkt, og hvad der sker i fremtiden, kan ingen forudsige, siger Charlotte Bøving til HER&NU.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Christian Bøving, der ligesom Charlotte og deres mor bor i Varde. Christian, der indtil i år var skibslæge på Kongeskibet Dannebrog, danner par med den norske reklamemand Håkon Ims, og de har en datter på et år, der primært bor hos sin mor i Oslo. 

LÆS OGSÅ: Efter vanvidsprogram: Nu trækker Mary stikket