Kim Larsens taler ud om traumatiske barndom

Det er ikke noget rart billede, Kim Larsen tegner af sin far i bogen 'Mine unge år'. I foråret gik sangeren i gang med med at fortælle sine erindringer til forfatteren Jens Andersen, men desværre nåede de kun at tale om hans barndom, ungdom og tiden indtil etableringen af Gasolin', inden Larsen i efteråret døde af sin kræftsygdom.

Han var fem år, da Alfred M. Larsen - kaldet Alf - forsvandt ud af hans liv. Sammen med sin tre år ældre storebror, Tore, voksede Kim op i det københavnske nordvestkvarter hos deres mor Eva, der aldrig giftede sig igen.

LÆS OGSÅ: Stor arv efter Morten Grunwald: Millionformue til Lily

– Jeg husker ikke min for far noget varmt og godt, og jeg kan ikke mindes, at han en eneste gang tog mig op, holdt om mig eller fortalte en historie for mig. Jeg forbinder ham med kulde, bogstaveligt talt, fortæller Kim Larsen, der som barn blev indlagt med lungebetændelse, fordi hans far med vilje lod ham sove for åbent vindue.

– De første år af mit liv var præget af sygdom, og da jeg var tre år og stadig en meget lille og tynd dreng med lange, krøllede lokker, sagde min far: ”Nu skal Kim fandeme hærdes!” (...) en vinteraften, hvor min far var alene hjemme med os, lagde han et tyndt tæppe over mig og åbnede vinduerne på vid gab. Da min mor kom hjem, lukkede hun straks vinduerne, så til mig og sagde: ”Jamen, Alf, drengen har jo feber”.

- ”Ja, han er et skravl”, svarede min far. ”Han bliver sgu aldrig til en skid.”'

LÆS OGSÅ: Kim Larsens sidste ord: Betroede sig til kronprins Frederiks ven

Artiklen fortsætter under videoen, hvor skuespiller Robert Hansen taler ud om sin barndom.

LÆS OGSÅ: Ulf Pilgaard forklarer: Derfor stoppede jeg i ‘Olsen-banden’

Smidt uden for døren

Kim Larsens bror kaldte Alf for ”horeungen”. I bogen siger Kim, at han har fået det fortalt af sin mor, fordi Tore aldrig ville tale om Alf.

– Da min storebror blev født, havde vores forældre det stadig godt med hinanden, så vidt jeg har forstået på min mor, men deres forhold blev langt dårligere på grund af min far. Jeg har ikke nogen andre vidner end hende, og kan man stole på, hvad ens mor fortæller om sig selv og sin mand? Hun sagde i hvert fald, at min far var meget, meget jaloux, og den sygdom har jeg arvet. Min storebror har altid været helt lukket om vores far, muligvis fordi han ikke blev behandlet særlig godt af ham.

- Han slog dog aldrig nogensinde, hverken os eller min mor, og han drak heller ikke, så vidt jeg ved (...) Derimod var vores far aldrig i stand til at fuldende noget som helst, rastløsheden greb ham gang på gang, og han fik alt for mange pludselige indskydelser. Det kender jeg udmærket fra mig selv, men man har jo også halvdelen af manden i blodet, ikke?

Kim Larsens far uddannede sig senere som skolelærer, og skæbnen ville, at unge Kim senere fik ham som vikar i en enkelt time på Frederikssundsvejens Skole.

"Kim Larsen, som stadig kunne genkende sin far, udbrød spontant: ”Hej far!”, da han så ham. Hvorefter Alfred Larsen kiggede på eleven, konstaterede at det var hans søn, og reagerede med at sende ham uden for døren. Afvist og fornedret”, hedder det i bogen 'Solisten', der udkom i 2011.

LÆS OGSÅ: Kim Larsens søn: Vil være den største sanger

Stop det lort

Da Alfred M. Larsen i 2005 døde i en alder af 89 år, fortalte en af hans bekendte til Ekstra Bladet, at Kim i 1970'erne havde besøgt sin far på den sydfynske ø Birkholm, hvor han var skolelærer. Det var dog ikke gået særlig godt, og kontakten blev derefter afbrudt igen. Kim Larsen deltog heller ikke i begravelsen.

Han fulgte dog med i sin fars liv fra sidelinjen. Han var for eksempel bekendt med, at han flyttede til Ærø, da skolen på Birkholm lukkede.

– I begyndelsen af 1980'erne var jeg forbi Marstal for at give koncert, og her kunne den lokale arrangør fortælle, at han boede i et hus, hvor den logerende ovenpå hed Alfred M. Larsen. ”Nå, ja”, svarede jeg, ”jeg har godt hørt, at den gamle bor her i byen.”

- ”Ja, og hver gang jeg spiller dine plader, så banker lærer Larsen i gulvet med et kosteskaft og råber: ”Stop det lort!””, fortæller Kim Larsen i 'Mine unge år'.

LÆS OGSÅ: Carolines sorgfyldte tid: Alt for mange dødsfald

– Ham koncertarrangøren i Marstal, som var fuld af gode historier, kunne også berette, at han en dag havde nævnt over for min far, at Kim Larsen snart kom til byen, og ville hr. Larsen ikke have en fribillet? Aldrig i livet: ”Jeg skal kraftedeme ikke ind og høre det lort.”

Den manglende anerkendelse eller savnet af en far har dog aldrig været et tema for Kim Larsen. Når man læser 'Mine unge år', fornemmer man klart, at den store kærlighed fra moren Eva kunne fylde alle tomrum ud.

– Jeg har aldrig været nysgerrig efter at vide mere om min far, og jeg har ikke haft kontakt til ham senere i livet. Det kan være, at en psykoanalytiker på det grundlag kunne finde et eller andet nede i storetåen hos mig, men sådan bevidst har jeg aldrig savnet min far eller længtes efter en far.

'Mine unge år' udkom den. 4. december hos Politikens Forlag.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov Gaardsvig taler ud efter faderens død