Kim Larsens sidste ord: Betroede sig til kronprins Frederiks ven

I perioden inden sin død arbejdede sangeren på sin livshistorie.

Da lægerne i begyndelsen af året gav Kim Larsen den hårde besked, at de hverken kunne helbrede eller stoppe hans kræftsygdom, satte han ikke farten ned. Nærmest tværtimod. Udover at skrive nye sange, indspille dem i studiet og gennemføre sin sommerturné, gik han sammen med forfatteren Jens Andersen i gang med at arbejde på en biografi.

Her fortalte han fortalte om sin slægt, sine rødder, sin barndom og sin ungdom – om hele tiden frem til begyndelsen af 1970’erne, da det store gennembrud med Gasolin' kom.

– At Kim Larsen og jeg mødtes omkring et bogprojekt, hvor han - som han sagde med glimt i øjet - “helst ville sige sandheden, men det kan jo være svært for en lystløgner”, har været en interessant og berigende oplevelse i det trekvarte år, det stod på. Hver gang sad Larsen klar hjemme i køkkenet i Odense med guitaren, smøgerne og kaffen inden for rækkevidde. Klar til at fortælle. “Er du også klar J.A.?”, sagde han med et drilagtigt grin, fortæller Jens Andersen, der senest har skrevet bogen 'Under bjælken' om kronprins Frederik. Et arbejde, der har givet ham et godt venskab med Kronprinsen.

LÆS OGSÅ: Kim Larsens søn: Vil være den største sanger

LÆS OGSÅ: Carolines sorgfyldte tid: Alt for mange dødsfald

Ærgrede sig til det sidste

Ifølge Kim Larsens impresario, Jørn Jeppesen, var han ærgerlig over, at projektet ikke blev færdigt. Det betyder til gengæld, at der kommer to bøger. Den første, som Andersen skriver på nu, er den, hvor Larsen medvirker, og senere kommer en bog om resten af hans liv, som forfatteren selv researcher på.

- Til det sidste ærgrede det Kim, at de ikke nåede at blive færdige med hele fortællingen, men nu færdiggøres bogen i den ånd, som har præget hele samarbejdet. Resten af historien håber både familien og jeg på, at Jens laver senere, siger Jørn Jeppesen.

Bogen, der endnu ikke har en titel, udkommer på Politikens Forlag den 4. december.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov Gaardsvig taler ud efter faderens død

LÆS OGSÅ: ‘Forsidefruer’-Janni: Min fars død har taget hårdt på mig