Jørgen Clevin lærte ham at slå børnene: Larsens lussinger
Kim Larsen fik et godt og effektivt råd af Jørgen Clevin, som ikke var helt fint i kanten.
Inden Kim Larsen satte alt ind på at slå igennem som musiker, gik han en kort overgang i sin fars og morfars fodspor som skolelærer.
I bogen 'Mine unge år' fortæller sangeren, hvordan han hurtigt indså, at det ikke var hans vej i livet. Det stod klart, da han blev klasselærer for en 5. og 6. klasse på Gerbrandskolen ved Sundbyvester Plads i august 1968.
– Der viste sig at være utroligt mange søde børn, men jeg kunne straks mærke, at det slet ikke var noget for mig at undervise, siger han i bogen.
LÆS OGSÅ: Kim Larsens taler ud om traumatiske barndom
Giv ballademagerne en omgang
Den 22-årige Kim Larsen kastede sig alligevel ud i det, for han havde netop stiftet familie og havde brug for pengene. Han huskede et råd, han havde fået på lærerseminaret: Det var vigtigt at begynde som autoritær og først senere løsne de stramme bånd overfor eleverne.
– Altså var jeg en af de skrappe lærere og fik hurtigt fat i klassens ballademagere. Det var nemlig et andet råd, jeg havde fået fra min tegnelærer på seminariet, Jørgen Clevin, der altid sagde: "Det første du gør, når du træder ind i en ny klasse, er at kredse dem ind, finde ballademagerne og give dem en omgang!", fortæller Kim Larsen, der gjorde, som Clevin sagde.
– Jeg nåede skam også at stikke et par lussinger til nogle af de værste på Gerbrandskolen, der straks skrålede op: "Det må man ikke længere!". "Det vil jeg skide på, hent din mor, så kan hun også få en på kassen!", svarede jeg. Da jeg havde vundet magtkampen, og ballademagerne var faldet ned som lam, tog jeg guitaren frem og spillede for dem i timerne.
LÆS OGSÅ: Stor arv efter Morten Grunwald: Millionformue til Lily
Efter blot fem måneder sagde Kim Larsen dog sin stilling op og droppede fremtiden som skolelærer.
– Sidste dag inden juleferien sagde jeg til mine klasser: "Kære børn, jeg vil meget hellere spille rock og rul, end jeg vil stå og være lærer for jer, så jeg kommer ikke tilbage efter jul". Kontant besked, og det blev mange af dem rigtigt kede af. Jeg skammede mig virkelig over det, men fortrød ikke min beslutning. Den var livsnødvendig for mig.
LÆS OGSÅ: Kim Larsens sidste ord: Betroede sig til kronprins Frederiks ven