Nip efter 'Bagedyst'-exit: Jeg vidste godt, at det var min tur
Det blev et farvel til Nip i aftenens udgave af 'Den store bagedyst', men hendes exit kom ikke rigtig bag på hende.
Det blev desværre et farvel til Nip i aftenens udgave af 'Den store bagedyst'. Men det kom slet ikke bag på Nip, at det var hende, der skulle forlade programmet.
- Det er jo verdens længste tid at sidde på de stole. Det føles som tusinde år. Specielt, når man godt ved, at man skal forlade programmet, og det vidste jeg godt, inden vi gik ind i teltet og satte os på stolene. Jeg vidste godt, at det var min tur, men det er da aldrig sjovt, fortæller Nip.
På trods af, at det nu er farvel til programmet, er Nip ganske godt tilfreds med sin præstation.
- Jeg synes ikke, at jeg ryger med et brag. Så jeg kan godt stå inde for det, jeg har lavet. Det var bare ikke godt nok, fordi de andre var bedre, siger hun.
LÆS OGSÅ: HOT NEWS: ‘Landmand’-fyr skal være far
Koldt i bage-teltet
Vi har tidligere fortalt, hvordan 'Bagedyst'-Jakob havde en ret vild forberedelse på den varme, der var i bage-teltet. Nip er af en lidt anden overbevisning omkring forholdene i teltet.
- Det var piv koldt i teltet nogle gange. Så tændte vi ovnene, og DR tændte for varmeblæsere. Men lyden fra blæserne gik i mikrofonerne, så de er slukkede under optagelserne. Men jeg bed kulden i mig, og så snart Tim siger "klar, parat, BAG!", så tænker man ikke over kulden mere, fortæller Nip, der dog kan bekræfte, at det var varmt under sidste uges dessert-program.
Nip har heller ikke gjort noget særligt ud af sin forberedelse. Hun har bare bagt, bagt. Og bagt lidt mere.
- Jeg har også studeret og arbejdet, men jeg har bagt så meget, jeg kunne. Man bager og bager og bager. Når man vågner, tænker man på kager. Det er det første, man tænker på, når man står op, og det sidste, man tænker på, når man går i seng. Og om natten drømmer man også om kager, fortæller Nip.
LÆS OGSÅ: ‘Bagedyst’-dommer om sin barndom: Fuld af vold og mobning
Har lært rigtig meget
Nip tager en masse ting med sig fra sit 'Bagedyst'-eventyr.
- Jeg har lært rigtig meget; både om mig selv, men også om de andre. Så har jeg lært en masse rent fagligt af dommerne, men også Tim, som har en enormt faglig viden. Alle deltagere kan noget forskelligt, og så har vi lært tips og tricks af hinanden. Det er bare så ufattelig rart at kunne sparre med nogen, der har samme interesse. For det har jeg ikke rigtig kunnet gøre før, siger Nip.
LÆS OGSÅ: AFSLØRING: Vil ny ‘Bagedyst’-dommer deltage i ‘Vild med dans’?
Hun er både glad, men også meget taknemmelig for, at hun har været med i 'Den store bagedyst'.
- Det er helt ubeskriveligt, hvor vildt det er at være med i et program, man ellers bare har siddet og set derhjemme. Pludselig står man på den anden side. Det er kæmpestort, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg har fået den oplevelse. For jeg ved, at der er mange, der drømmer om det, siger Nip.
'Den store bagedyst' løber over skærmen igen på næste onsdag klokken 20.00 på DR1.
LÆS OGSÅ: ‘Bagedyst’-Jesper afslører: Sådan er min drømme-kagekone
LÆS OGSÅ: ‘Bagedyst’-dommere afslører: Her er vores største fiaskoer i køkkenet