Kronprinsparret presset af Herlufsholm-sagen: Sat på plads
Kronprinsparrets beslutning har været under stor kritik på bl.a. de sociale medier.
Det var ikke kun medierne, der gerne ville have svar fra kronprinsesse Mary og kronprins Frederik på, hvorfor prins Christian og prinsesse Isabella skal gå på Herlufsholm Kostskole. Også kongehusets sociale medier svømmede i sidste uge over med spørgsmål og kommentarer, hvor der blev udtrykt stor skuffelse.
Det eksploderede, efter både kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i tirsdags vendte pressen ryggen, efter de havde fået spørgsmål om Herlufsholm-sagen.
LÆS OGSÅ: Dronning Margrethes oldefar blev afpresset
– Hvordan kan man sende sine børn på Herlufsholm efter dokumenterede voldelige episoder, sågar voldtægter? Er det trivsel og sund børne- og ungdomskultur? Fremtidige ledere? Det hænger ikke sammen. Tag nu de børn ud af skolen eller forklar, hvorfor I handler, som I gør. Almindelige borgere forstår det i hvert fald ikke, skrev Joy Nitav, Hillerød, i en kommentar til et opslag fra kronprinsesse Marys besøg på Haslev Idrætshøjskole, som hun besøgte for at tale med eleverne om ensomhed, usikkerhed og fællesskab.
– Det klinger noget hult. Ja, nærmest hyklerisk. Desværre. Havde ellers stor respekt for vores kronprinspar, lød kommentaren fra Mette Hallund, Rødovre, på Kongehusets Instagram.
SE BILLEDERNE: Prins Gustav og prinsesse Carinas romantiske bryllup
Efter tre dage med massiv kritik valgte kronprinsparret så i fredags at udsende en meddelelse, hvor de forklarede sig.
– Som forældre står vi i denne tid over for nogle svære overvejelser om vores ældste børns skolegang. Det diskuteres mange steder – også her på vores egne sociale medier. Det gør indtryk på os. Vi har tidligere givet udtryk for, at vi som familie er tynget af den ulykkelige situation på Herlufsholm, og at vi vil følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige. Vi vil her forsøge at dele nogle af vores tanker og sætte flere ord på de overvejelser, vi gør os som familie.
– Mobning, vold og krænkelser er aldrig acceptabelt. Vi skal reagere på de smertefulde og ødelæggende hændelser ved at insistere på forandringer, der sikrer et trygt miljø for alle. Og så skal vi anerkende modet hos dem, som har delt deres voldsomme oplevelser. Samtidig er vi forældre til en søn, der er meget glad for at gå på skolen. Og en datter, som længe har glædet sig til at starte samme sted.
SE VIDEOEN: Frederik giver Christian og Vincent et lift med ladcyklen
– Spørgsmålet er, om de to sider kan gå hånd i hånd; om vi som forældre kan lade vores børn gå på Herlufsholm og samtidig reagere og insistere på forandringer, som gavner alle elever på skolen. Det vil der være delte meninger om. Men for os afhænger svaret både af de undersøgelser, der er sat i gang, og af effekten af de initiativer, som skolen allerede har besluttet. Desuden vil vi kigge på skolens kommende initiativer, men også på, hvad vi som forældre kan kræve og bidrage med. Målet må være et fremtidigt Herlufsholm, hvor alle elever – uanset hvem de er – trives og kan føle sig trygge baseret på sunde værdier.
– Endelig vil vi fortsætte med at tale med vores børn, vise dem tillid og lytte til deres ønsker. Deres perspektiv må nødvendigvis også tages med, når vores beslutning om deres fremtidige skolegang skal tages.
LÆS OGSÅ: Så nære er dronning Margrethe og dronning Elizabeth
– Som alle andre forældre ønsker vi at gøre det bedste for vores børn. Samtidig er vi bevidste om vores særlige position som kronprinspar.
– Her og nu kender vi ikke alle svarene. Som familie har vi brug for mere viden for at kunne tage den rigtige beslutning for vores børn, sluttede beskeden, der på kongehusets sociale medier blev mødt med stor ros, men også en undren over, hvorfor det tog dem så lang tid at sige.
LÆS OGSÅ: Marselisborg Slot bliver renoveret for 40 millioner