Dronning Margrethe skal arbejde med Phillip Faber
Majestæten kaster sig ud i et spændende projekt med dirigenten.
For niende gang har dronning Margrethe sagt ja til at være scenograf på en forestilling i Tivoli.
Denne gang skal den 83-årige majesæt være med til at opsætte H.C. Andersens klassiske eventyr om Klods-Hans som ny ballet på Pantomimeteateret, der i år kan fejre 150-års jubilæum.
LÆS OGSÅ: Dronning Anne-Maries store sorg: Trøstet af Camilla
Udover scenografien står dronning Margrethe også for kostumerne mens Tobias Praetorius, 28, skal lave koreografien og Philip Faber, 39, komponere musikken.
- Jeg har jo prøvet at lave forestillinger til Pantomimeteatret før og har en god fornemmelse for, hvad der virker godt på den lille scene. Det glæder jeg mig til at gå i gang med sammen med de øvrige kræfter bag forestillingen. Der er så mange muligheder i eventyret om Klods-Hans, som jo er en person, man ikke kan lade være med at holde af, og det giver os mange muligheder på scenen. Det skal gerne blive en morsom forestilling, og jeg glæder mig til at se eventyret folde sig ud på scenen, siger dronning Margrethe i en pressemeddelelse fra Tivoli.
LÆS OGSÅ: SE BILLEDERNE: Dronning Margrethe nyder vinterferien i Norge
Philip Faber ser frem til samarbejdet om forestillingen.
- Det har været et spændende arbejde at få orkestrets lyd til at smelte sammen med H.C. Andersens historie, Tobias’ tanker og koreografi og dronning Margrethes visuelle univers. Jeg glæder mig meget til se det hele samle sig til premieren til sommer, fortæller Faber, der første gang mødte dronning Margrethe i august 2022, da han takkede for sit ridderkors.
Tobias Praetorius har dronning Margrethe til gengæld kendt i en del år gennem hans arbejde som koreograf og solist på Den Kongelige Ballet ligesom han har modtaget Dronning Ingrids Hæderslegat, der blev uddelt af dronning Margrethe, dronning Anne-Marie og prinsesse Benedikte.
LÆS OGSÅ: Dronning Margrethes maleri solgt for næsten det dobbelte
Han stod også i for den succesfulde festforestillingen "Palæerne Danser" hvor Dronning Ingrids Hæderslegat i 2022 blev uddelt for sidste gang.
- At få lov til at skabe en ny eventyrballet til Pantomimeteatrets magiske scene i Tivoli er for mig et kæmpe privilegium og en barnedrøm, som går i opfyldelse. Skabelsen af en ny ballet er en holdindsats, og jeg er så heldig at have det stærkeste kunstneriske hold omkring mig i Phillip Faber som komponist og H.M. Dronning Margrethe som scenograf og kostumedesigner. H.C. Andersens var et geni til at fortælle historier, og det fantastiske ved kunstformen ballet er de følelser og karakterer, som man kan udtrykke igennem dans, musik og teatermagi. Min drøm med denne ballet er, at Tivolis publikum kan blive suget ind i H.C. Andersens skønne og ‘klodsede’ eventyrunivers, og forhåbentlig kan tage en følelse eller stemning af eventyrsmagi med hjem, siger Tobias Praetorius.
"Klods Hans" får premiere lørdag den 22. juni og kan opleves på udvalgte dage frem til den 25. august.