Svær tid for Nikolaj Hübbe: Sygemeldt
Teaterchef Kasper Holten bekræfter balletmester Nikolaj Hübbes sygemelding i kølvandet på kritisable forhold på Det Kongelige Teaters balletskole.
Samtidig med at advokatfirmaet Horten i forsommeren afleverede en rapport om de kritisable forhold på Det Kongelige Teaters balletskole, sygemeldte Nikolaj Hübbe sig på ubestemt tid.
Artiklen fortsætter under videoen...
Som balletmester har han det øverste ansvar for skolen, hvor ansatte ifølge Politiken opfordrede normalvægtige elever ned til niårsalderen til at tabe sig.
Samtidig meddelte Hübbe, at han ikke ønskede stillingen, som han har haft siden 2008, forlænget, når kontrakten udløber i 2026.
Teaterchef Kasper Holten bekræfter sygemeldingen overfor Politiken, der tidligere har kunnet fortælle, at 17 tidligere elever under deres ophold på skolen udviklede spiseforstyrrelser, mens andre fik angst og depressioner.
Da Hübbe, 56, i fredags deltog i Per Thornits bisættelse i Holmens Kirke, afviste han høfligt at besvare spørgsmål.
Der er blot en måned til 'Vild med dans' får premiere, og det er ifølge HER&NUs informationer tvivlsomt, om Hübbe vender tilbage som dommer. Han har tidligere fortalt, at han er ”ked af at læse om de berørte balletelevers oplevelser”, og tilsluttede sig bestyrelsens undskyldning til eleverne.
– Jeg har modtaget en påtale fra bestyrelsen for ikke i tilstrækkelig grad at have taget ansvar for undervisningsmiljøet på Balletskolen. Jeg forsikrer om, at jeg sammen med Balletskolens ledelse vil fortsætte med at tage initiativ til nye trivselstiltag, og i den forbindelse nærstudere undersøgelsens anbefalinger, sagde han i en pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater.
LÆS OGSÅ: Formand Finn ændrer kurs: Det skal han nu
Denne artikel er første gang bragt i denne uges udgave af HER&NU-bladet. Tegn et abonnement via linket HER.