Robin og Charitys lykke: Luna gør os stolt
I reportageserien 'Grænseløst forelsket' kunne man følge parrets kamp for at få lov at leve sammen. Og lykken er nu stor hos den lille familie, der bor i Hørsholm.
Den 11. august var det præcis et år siden, Robin Cox endelig fik kæresten, Charity, og datteren, Luna, til Danmark på en foreløb toårig opholdstilladelse.
I reportageserien 'Grænseløst forelsket' kunne man følge parrets kamp for at få lov at leve sammen, så lykken er stor hos den lille familie, der bor i Hørsholm.
LÆS OGSÅ: Amalie Szigethy afslører stor nyhed
Artiklen fortsætter under videoen...
– Vi har det så godt sammen. Luna trives i børnehaven, og Charity går på sprogskole og har det godt med det. Hun har også lige bestået endnu en prøve, så det går så fint. Charity havde det svært med kulden i vinter, men hun er jo også fra Uganda, hvor de er vant til nogle andre temperaturer, fortæller Robin, 40, der forelskede sig i Charity, 34, under en ferie i Thailand for fem år siden.
Dengang havde hun en anden kæreste, men de holdt kontakten, og da hun blev single, fandt de sammen.
Og efter en tid sammen i Uganda, satte de igen kursen mod Thailand, hvor Luna kom til verden.
– Hun fylder snart to år. Hun får stor ros i børnehaven. Hun kan ikke tale endnu, men hun har mange ord. Hun hører jo to sprog, så det er en rigtig sød blanding. Nogle gange siger hun daddy og mommy, men hun siger mest far og mor, fortæller den stolte far, der har tilpasset sin arbejdstid, så han kan være der for datteren.
– Jeg har mit arbejde som radiovært og laver programmer næsten hver dag. Jeg har lagt mit skema lidt om, så jeg har tid til Luna om eftermiddagen. Jeg henter hende i børnehaven, og så hygger vi et par timer, mens Charity slapper af eller passer sin skole. Så bader Charity hende om aftenen. Vi har en god fordeling. Jeg er bedre til at lege længe med hende, og hun har mere styr på de praktiske ting, forklarer Robin, der er født blind.
LÆS OGSÅ: Janni Ree overvejer psykolog: - Jeg har ikke haft det godt
– Jeg tror ikke, Luna ved det. Måske ubevidst. Hun ved, at hvis hun skal have mig med i rutsjebanen, så skal hun tage min hånd og vise mig trappen. Så går jeg også med op. Og hvis jeg skal tage noget ned fra bordet, så sætter hun min hånd på bordet, så jeg kan finde det, ler han.
Artiklen fortsætter under billederne...
Klar til mere
Robin og Charity har tidligere talt om at blive gift, men det er ikke kommet længere end snakken.
- Det kan godt være vi bliver det. Men lige nu tænker vi mest på at få Luna døbt. Det kunne godt være i Hørsholm Kirke, hvor jeg blev konfirmeret. Men en dato og alt det der, har vi slet ikke endnu. Vi tager tingene meget afslappet.
Den lille families næste plan er at spare penge sammen til en lang vinterferie.
– Vi er ved at planlægge en længere tur til De Kanariske Øer. Hvis vi kan komme afsted, så skal det være fra januar til marts eller april for at få noget sol og varme i de kolde måneder, fortæller Robin, der gerne inviterer tv-holdet fra 'Grænseløst forelsket' ind i familiens liv igen.
– Der har for nylig været en føler. De har ringet og spurgt, om vi er interesserede i at lave mere. Og det er vi bestemt. Vi taler også lidt om at starte en YouTube-kanal, hvor vi selv fortæller om vores liv. Jeg følger selv mange YouTubere og synes, det kunne være rigtig sjovt.
Parret har ikke mødt nogen af de andre fra reportageserien endnu, men det kan snart ændre sig.
– For et par måneder siden havde jeg en lang snak over Messenger med Tony Dakota, og han har inviteret os på besøg hos ham og Saiyan i Ilskov ved Herning. Det ville være så hyggeligt.
Denne artikel er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Tegn et abonnement via linket HER.