Laura Drasbæks nye lykke: Ubetinget kærlighed

Skuespilleren og keramikeren var oprindeligt bange, men har ikke fortrudt sit valg siden.

Laura Drasbæk er en rigtig Nørrebropige med både lejlighed og keramikbutik i bydelen. Nu har hun fået en lille hund, som passer perfekt ind i scenariet. Det var Lauras moster, som satte det i gang.

– Hun var til middag og viste billeder af naboens små, søde hvalpe. Lasse ville se dem, han har tidligere haft hund. Jeg ville ikke med, for jeg skulle ikke have hund. Jeg har altid været lidt bange for hunde.

Laura tog alligevel med. Efter kort tid havde hun valgt Bongo, og kæresten, stuntmanden Lasse Spang Olsen, havde valgt en anden hvalp.

– Jeg valgte Bongo, fordi hun har ekstra lange ben. Den søde sort/hvide hvalp, som lignede en lille ko, var Lasse bare vild med. Så Bongo blev min, og Lasse købte Sputnik. Den har Lasses datter nu fået, efter at hun ”glemte” at aflevere den, da hun havde passet den. Der er fint for mig, at Bongo nu er delehund skiftevis hos Lasse i Høsterkøb og hos mig i København.

LÆS OGSÅ: Ærlige Oliver Bjerrehuus: Sætter ord på morens velbefindende

Artiklen fortsætter under billederne...

– Jeg kan mærke, hvordan lykke-endorfinerne springer rundt i kroppen på mig, bare jeg dufter til hende.
Bongo er halv labradoodle, kvart havaneser og kvart cavapoo, og er opkaldt efter elgkalven Bongo i den norske forfatter Erlend Loes roman 'Doppler'.
– Lasse er en rigtig hunde-mand, og det passer ikke rigtigt til hans maskuline identitet med en lille krøllet hund. Men han elsker hende også så meget, at han kører helt fra Høsterkøb i Nordsjælland til Nørrebro for at se hende.

Før Bongo havde 49-årige Laura kat som både barn og voksen.

– Jeg har altid været et dyremenneske. Da mine drenge var små, var der stort set ikke et dyr fra dyrehandlen her på vejen, som jeg ikke havde købt. Vi har haft alle gnavere, øgler, vandrende pinde, fisk, skildpadder, kaniner og katte. Men Bongo er en helt anden relation, det er ubetinget kærlighed. Jeg er vildt overrasket og helt på røven over det. Det er så vidunderligt.

LÆS OGSÅ: Rikke Gøransson skal til møde med statsministeren: En kæmpe sejr

Laura stikker næsen ned i pelsen på den lille krøltop og griner.

– Jeg tænkte: ”Jeg skal passe på med at kalde mig for mor til Bongo”, for det lyder så sygt nogle gange, men det har jeg accepteret. Jeg går også og taler til hende, når vi er alene i butikken. Jeg elsker vores morgenture, hvor jeg i pyjamasbukser går en tur med hende, inden jeg drikker morgenkaffe. Så går jeg over i Nørrebroparken, hvor jeg kan have hende gående løst. Kaffen smager bedre efter en morgentur.

LÆS OGSÅ: Lasse Rimmer om turbulent forhold: - Det var aldrig mig, der ikke gad

– Bongo er meget stille, mild og lidt forsigtig, men altid glad. Hun præget af aldrig at være alene. Da hun var helt lille, havde jeg hende med på filmoptagelser.

Lauras sønner Vilfred på 19 år og Albert 21 år er lige så vilde med Bongo, som deres mor.

– De mobber mig lidt. De synes nogle gange, at jeg er så vild med hende, at hun kommer før dem. Jeg tager også flere billeder af hende og poster på min Instagram end af dem. Jeg er meget overrasket over kærligheden og partnerskabet. Det er jo en relation, som jeg ikke troede, at man kunne have med et dyr. Jeg har ikke tidligere forstået, når folk var i dyb sorg over deres hund, når den døde. Men nu er Bongo og jeg makkere.

LÆS OGSÅ: Charlotte Bøving i slem ulykke: Indlagt i Østrig