Jens Werner sætter ord på 'Vild med dans'-exit

For den velkendte dommer var tiden inde til at sige stop.

Når 'Vild med dans' til september ruller over skærmen bliver det uden Jens Werner, der ellers har været fast inventar siden programmets opstart i 2005, ved dommerbordet.

I P4-programmet 'Det store talkshow' sætter han flere ord på beslutningen om at takke af.

LÆS OGSÅ: Joachim og Marie afsted med børnene: Vild luksusferie

Endnu en gang understreger Jens Werner, at det for ham har været vigtigt at stoppe, mens legen er god, som det gamle ordsprog lyder.

- Jeg har det ikke så godt med at blive bestemt over, så jeg vil hellere stoppe selv, mens jeg selv synes, at jeg kan levere i forhold til den entusiasme og professionalisme, som TV 2 og 'Vild med dans' kræver, fortæller dansedommeren i programmet og tilføjer:

- Så tror jeg, det er bedre at sige, nu stopper vi, imens det hele går godt.

Det er da heldigvis heller ikke et endegyldigt farvel til programmet for Jens Werner.

Allerede nu har TV 2 nemlig afsløret, at han vil gæste dommerbordet i jubilæumsafsnittet fredag 27. oktober, der er den sjette af de ti episoder, ligesom han vil være til stede ved den store finale, som skal sendes fra Forum i Horsens fredag den 24. november.

LÆS OGSÅ: 'Paradise'-Ronnie sætter ord på skilsmisse: Sælger huset

I stedet for at finde en ny dommer fra denne sæson, vil TV 2 i stedet invitere en bred vifte af gæstedommere til at sidde i Werners stol ved siden af Nikolaj Hübbe, Anne Laxholm, Sonny Fredie-Pedersen og Marianne Eihilt.