Hjulmands jagt på succes: Familien betalte prisen
I DR's 'En særlig samtale' sad landsholdstræneren i den varme stol og fortalte om sine personlige fravalg for at opnå den succes, han har i dag.
Vejen til succes har haft store personlige omkostninger for Kasper Hjulmand.
Det indrømmede landstræneren blankt i DR's 'En særlig samtale', hvor han sad i den varme stol blandt en stor gruppe reportere fra TV Glad.
– Jeg har fundet ud af, at de første 17 år af min trænerkarriere, der handlede det om en eneste ting, og det var at vinde. I den periode missede jeg to fødsler af mine tre børn. Jeg missede to konfirmationer, mine to drenge, fordi der var en kamp om søndagen. Jeg fandt ud af, hvorfor gør jeg det her? Hvorfor er det, jeg kæmper? Hvorfor er det så vigtigt at vinde? Hvorfor er det så vigtigt at stå med pokalen?, fortæller han og fortsætter:
- Så nu har jeg fundet ud af, at det er vigtigt for mig, at samtidig med, at jeg kæmper for pokalen, så kæmper jeg for, at flest mulige børn og unge får et godt liv, fortalte Hjulmand, 52, der har Marcus, 25, Mikkel, 22, og 15-årige Liva fra sit nu opløste ægteskab.
LÆS OGSÅ: Hemmeligt bryllup: Morten Hjulmand er blevet gift
Under samtalen fik han også et spørgsmål, der gjorde ham så berørt, at han måtte holde en pause på godt 40 sekunder for at samle sig, fordi tårerne pressede sig på.
En af reporterne, Louise, spurgte om hans holdning til fejldiagnoser og fortalte, at hun som teenager selv var blevet fejldiagnosticeret og havde fået forkert medicin, der gjorde hende udadreagerende.
Først et år senere fik hun konstateret autisme samt den rette behandling.
– Jeg reagerer så kraftigt, for jeg kommer til at tænke på nogle mennesker, jeg kender rigtig godt, hvor det ikke er gået så godt. Uha, der ramte du mig lige, Louise, lød det blandt andet i svaret fra Kasper Hjulmand, der udløste klapsalver fra TV Glad-folkene.
LÆS OGSÅ: Lisbet Dahl sygemeldt fra Tivolirevyen
Du kan se udsendelsen på DR TV lige HER.