Hans Otto Bisgaards svære år: Mindes sin søn på en helt særlig måde
Siden radio- og tv-værten for godt otte år siden stoppede i DR, har den snart 79-årige Bisgaard taget slag efter slag.
På trods af mange års modgang er det velkendte smil og den smittende latter intakt hos Hans Otto Bisgaard.
Glæde er også gennemgående i hans erindringsbog 'Godaften og velkommen', der netop er udkommet, og den ukuelige vilje til at se lyset i mørket må også være forklaringen på, at den folkekære radio- og tvvært stadig kan stå oprejst.
Siden han for godt otte år siden stoppede i DR, har den snart 79-årige Bisgaard taget slag efter slag.
Kort efter døde sønnen Jeppe i en alder af blot 47, og det seneste halvandet år har Hans Otto Bisgaards hustru, Hanne, været syg af kræft og ikke mindst følgevirkningerne af behandlingen.
– De sidste mange år har været heftige. Det er sådan noget, man ikke ville ønske for nogen. At ens barn dør. Og så bliver Hanne syg. Hvad fanden sker der? spørger Hans Otto med alvor i stemmen, mens han sidder i stuen i familiens hjem på Østerbro.
LÆS OGSÅ: Mareridt er blevet til virkelighed for 'Fede forhold'-par
Familien står sammen
Her flyttede Jeppe ind og boede, da han havde det allerværst. Familien rykkede sammen om ham, ligesom de nu er rykket sammen om Hanne.
– Hanne og jeg finder trøst hos hinanden og hos Mette Marie, vores datter. Mette Marie har været exceptionel. Det er ubeskreveligt, hvad hun har løftet. Hun har virkelig forstået, at her skal holdes sammen. Når telefonen ringer, og jeg kan se hendes navn, så ved jeg, at nu får jeg en kæmpe portion kærlighed.
Fra Jeppe i 2015 fik konstateret en uhelbredelig hjernetumor, til han døde i 2018, gik der tre år.
– Vi vidste, vi ville miste ham. Ved det første møde sagde kirurgen til ham, at der var to muligheder. Enten at vi ikke opererer, så har du et år tilbage. Men hvis vi opererer, vil vi tro, du har tre år. Så svarede Jeppe, at bare han fik VM i fodbold med, så gik det hele. Man tror jo, det er løgn. VM lå præcis tre år fremme. Og så døde han to dage før finalen. Men som han sagde, nu var der ikke flere af de gode hold tilbage, hverken England eller Danmark, så han var ligeglad. Han var virkelig noget særligt.
LÆS OGSÅ: 'Sommerdahl'-stjerne har fået en kæreste
Artiklen fortsætter under billederne...
Glæde i sorgen
Sammen med Hanne besøger Hans Otto ofte gravstedet ved Frederiksberg Kirke. Når de er i området, dukker Jeppe op.
– Når vi kommer kørende forbi det kryds på Frederiksberg Allé, hvor han boede, så ser jeg ham. Der hentede vi ham altid, når han skulle til undersøgelser på hospitalet. Så ser jeg ham stå og vente. Det har jeg det rigtig godt med. Sorgen over, at han ikke er her mere, er der stadig, men de glade øjeblikke skal man også huske at tage med, fortæller Hans Otto, der også i sin bog understreger, hvor vigtigt det er at bibringe sorgen glæde.
LÆS OGSÅ: Annemette Voss trækker sig: Jeg har mistet tilliden
– Som Hanne siger: ”Jeg savner hans trin på trappen, og så når han åbner døren og smider sin jakke på stolen”. Så svarer jeg – på en både munter og lettere fornærmet måde: ”Ja, han var den eneste, der nogensinde har fået lov til at smide sin jakke på stolen”. ”Ja, det var han,” siger hun så. Sådan var det – og sådan sku’ det være. Altså, du bliver nødt til også lige at kunne dreje tingene de der 40 grader, så der bliver plads til … til lidt … til lidt glæde, vil jeg kalde det. At man er så lykkelig at have haft – og stadig føler, man har – så vidunderlig en søn.
LÆS OGSÅ: Christian Degn mindes særligt øjeblik med kong Frederik