Første transkønnede i "Vild med dans": Fik aldrig lov at danse
May Lifschitz tør godt gå forrest.
May Lifschitz startede sin karriere som model i en alder af 16 år og ønsker at sætte fokus på repræsentation af LGBT+-personer i det danske mediebillede. Hun var blandt andet den første transkønnede i Danmark, der var på forsiden af modemagasinet Cover.
LÆS OGSÅ: Andreas og Lissa flytter sammen
Nu er hun også den første transkønnede i "Vild med dans", hvor hun danser med Mads Vad. May har altid haft en drøm om at danse.
- Da jeg var helt lille, havde jeg ikke mulighed for at gå til dans, fordi jeg havde nogle forældre, der synes, jeg skulle rettes lidt op og gå til de mere klassiske sport, der passer til det køn, jeg er tildelt ved fødslen, fortæller May.
Ifølge May gik hun til hockey, basket og fodbold.
- Jeg stod altid i hjørnet og surmulede og gad ikke være med. Og på et tidspunkt gav mine forældre op, men jeg fik aldrig mulighed for at gå til dans, fortæller May videre.
May fortæller, at "Vild med dans" allerede er en fin rejse, hvor hun kan sætte sig selv fri i dansen.
LÆS OGSÅ: Tomas Villum Jensen afslører stor tv-nyhed
Ønsker at gå forrest
Ifølge May er det ikke vigtigt at være den første transkønnede i "Vild med dans", men det er vigtigt for hende at bane vejen.
- Hvis der ikke er nogen, der gør det, så skal jeg nok gøre det selv. Jeg har altid været utålmodigt anlagt. Jeg havde brug for at se mig spejlet, da jeg var yngre, og jeg havde ikke rigtig nogen i det danske medielandskab, som jeg kunne se op til, så det har været vigtigt for mig at skabe den plads, jeg ikke selv så, fortæller May og tilføjer:
- Jeg vil bare gerne have lov at være her ligeværdigt og sætte mig selv fri. Det er lidt en rejse, for vi skal igennem alle de her børnebilleder. Der er en masse ting, der dukker op om ens fortid, når man er i sådan et program her.
May startede på stophormoner som 15-årig, hvor man stopper puberteten, og som 18-årig startede hun på østrogen.
LÆS OGSÅ: Timm Vladimir afslører ny kæreste