Flyttede sine forældre på plejehjem: Hilda Heick ville ønske, hun kunne sige undskyld til dem
- Nu er jeg i den alder, som de havde dengang, og jeg kan godt se det mere fra deres side i dag.
Det er 20 år siden Hilda Heick mistede begge sine forældre, og selv om de fik nogle gode år på et plejehjem, er hun ked af måden, det skete på.
Da hun omkring årtusindeskiftet tog beslutningen om at flytte dem havde både hendes far og mor begyndende symptomer på demens og kunne ikke længere varetage de mange fysiske opgaver i hjemmet.
LÆS OGSÅ: Frustreret Lene Beier: Fortryder millionkøb
I en lang periode tog Hilda sammen med sin mand, Keld Heick, ofte turen fra Holte til hendes forældre på Midtsjælland for at hjælpe dem, men arbejdet og turen på 100 kilometer hver vej, blev til sidst for meget.
- Af hensyn til dem og os besluttede jeg derfor, at de skulle flytte i en beskyttet bolig, altså et plejehjem. Uden at høre dem gik jeg ned på kommunen og fik det hele ordnet, og så tog jeg forbi mine forældre og sagde: "I må indse, at I er blevet for gamle, og derfor må I flytte. Nu skal I se, hvad I flytter over i, det hele er arrangeret." Jeg var nok ikke så diplomatisk. Jeg burde have spurgt, om vi ikke skulle kigge på det sammen. I stedet sagde jeg: ‘Nej, I skal flytte!’ Det skete omkring årtusindskiftet, og de døde begge i 2004. Jeg var nok lidt for hård ved dem. Jeg sagde bare, at de skulle tage sig sammen. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige undskyld til dem. For jeg kostede rundt med dem. Nu er jeg i den alder, som de havde dengang, og jeg kan godt se det mere fra deres side i dag. Den sorg, som det er at flytte fra sin bolig og på plejehjem. Jeg ville ønske, at jeg havde været lidt mere forsigtig. Men de fik nogle udmærkede år, og de blev også glade for at bo der. De kunne godt se det fornuftige i det, fortæller Hilda Heick i et interview med Berlingske.
LÆS OGSÅ: Keld og Hilda klar til plejehjem: Bare vi har hinanden
78-årige Hilda Heick optræder ofte på plejehjem med Keld, og han har tidligere fortalt, at de ikke er bange for selv at skulle være beboere.
- Vi frygter ikke den dag, vi måske skal på plejehjem, fordi vi ikke kan klare os selv længere (...) Det, jeg frygter allermest, er den dag, vi ikke har hinanden. Det er det eneste, vi frygter – og så at blive en grøntsag, som ikke gør nogen nytte, fortalte Keld Heick, 78, sidste år til fagbladet FOA.
