Flemming Krølls smertehelvede: Ramt af en ny helbredskrise
Lægerne havde netop fortalt Krøll, at det åbne sår på hans fod, der har skabt mange problemer, var helet, da omstændighederne tog en voldsom drejning.
Efter seks svære måneder, hvor han på grund af diabetes-relateret åreforkalkning har fået fjernet to tæer, er Flemming Krøll blevet ramt af en ny helbredskrise.
Lægerne på Bispebjerg Hospital havde netop fortalt ham, at det åbne sår på hans fod, der har skabt mange problemer, var helet, da han faldt på Købmagergade nær sin lejlighed ved Rosenborg Slot.
– Jeg røg lige ned på hoften. Der var nogen, som hjalp mig op, men jeg kunne ikke støtte. Der blev ringet efter en ambulance, som kom efter meget lang tid og kørte mig til Rigshospitalet, fortæller Krøll, der blev både scannet og røntgenfotograferet.
– De sagde, at der ikke var noget at se, så jeg tog hjem på et par krykker.
Dagen efter kunne han dog ikke komme ud af sengen, så hans hustru, Birthe, ringede til dem, der havde behandlet hans fod på Bispebjerg Hospital.
– De kiggede med det samme på røntgenbillederne og kunne tydeligt se, at mit bækken var brækket. Så jeg kom ud til dem. Bruddet kan ikke opereres. Det skal gro sammen af sig selv, siger han forpint af smerter.
LÆS OGSÅ: Trist nyhed! Jesper Thilo ramt af hjerneblødning
Han undrer sig meget over, at man ikke på Rigshospitalet kunne se noget.
– Det, synes jeg, er mærkeligt. De vidste åbenbart ikke, hvad de havde med at gøre.
LÆS OGSÅ: Johnny Madsen åbner op efter alvorligt fald: Det er svært
Nu hviler han i sommerhuset på Falster, hvor der ikke er nogen trapper.
Flemming Krøll betaler også for sin egen genoptræning hos et nærliggende privat plejehjem, GuldBoSund i Nykøbing, og ser frem til sin 70-års fødselsdag om tre uger, der skal fejres uanset hvad.
– Jeg er meget glad for behandlingen på Bispebjerg Hospital. Og jeg vil også sige tak til ham, der blev hos mig, indtil ambulancen kom. Det var en skide sød gæstearbejder. Det var virkelig pænt af ham.
Rigshospitalet er ikke vendt tilbage på en henvendelse fra HER&NU.
LÆS OGSÅ: Lars Lilholt synger om at være døden nær: Jeg vil ikke miste livet
Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.