Derfor blev Dennis Knudsen "lidt forelsket" under kongens nytårstale

Jim Lyngvild, Bubber, Peter Ingemann, Dennis Knudsen og Camilla af Rosenborg reagerer på kong Frederiks første nytårstale.

I hele Rigsfællesskabet blev kong Frederiks første nytårstale fra modtagelsesgemakket i Frederik 8.s Palæ på Amalienborg fulgt med stor interesse.

Blandt de mange, der havde store roser til majestæten, var hans grandkusine, Camilla af Rosenborg.

Hun havde været meget nervøs på hans vegne, men var bagefter lettet over at det gik så godt, og begejstret over talens indhold.

LÆS OGSÅ: Læs hele kong Frederiks første nytårstale

- Det rørte mig, at han nævnte prins Joachim i sin tale, som er faldet godt til i Washington, men også da ordene faldt på hans mor, fortæller komtessen til B.T.

Jim Lyngvild, der fejrede nytår i Nuuk, Grønland, med sin mand, Morten, og Julie Berthelsen og hendes familie, siger til B.T., at han også blev meget berørt.

- Han tør stå ved sine følelser og fik tårer i øjnene, da han kom ind på tronskiftet den 14. januar, sagde Jim, der selv var på Christiansborg Slotsplads på den historiske dag.

LÆS OGSÅ: Frygt for grev Ingolf: Vi tager én dag ad gangen

For Peter Ingemann var der også stærke følelser i spil.

- Lige inden han går ind ad døren og sætter sig, fik jeg nærmest helt ondt i maven. Hele landet sidder der som de nådesløse dommere, men han klarede det bare så godt og så med babybillederne i baggrunden, der er et symbol på, at børnene er med i hans liv og job, siger tv-manden til Ekstra Bladet og giver kongen topkarakteren UG (udmærket godt, red.) fra den gamle Ørsteds-skala.

LÆS OGSÅ: Medie: Dronning Anne-Marie afviser at skifte navn

Også Bubber var imponeret.

- Man kan mærke, at hvis man interesserer sig for kong Frederik, er han nede på jorden. Mary er mere kongelig end Frederik. Han er i orden, han er en guttermand. Det er sjovt, at man stadig kan se Margrethe i hans mimik, og det gør talen mere personlig. Det kan godt være, at det er en moderne konge, men der er dog stadig noget traditionelt og velkendt ved ham som ved Margrethe. Æblet falder ikke langt fra stammen, siger Bubber til Ekstra Bladet.

LÆS OGSÅ: To år efter blodproppen: Thorkild Thyrring smiler fra kørestolen

Dennis Knudsen kunne godt høre, at andre havde været inde over talen, men slår over for B.T. fast, at han føler sig "hundrede procent tryg" med kong Frederik ved roret.

- Man kan ikke andet end blive lidt forelsket i ham. Han er en meget charmerende, sød og dejlig konge, som tør vise sin følsomhed og personlighed frem, lød det kærligt fra frisøren.