Christianes nye hjerteprojekt: En hyldest til mor

På trods af at Christiane har haft sin mor i tankerne i forbindelse med hver en beslutning omkring det nye brand, så er hendes mor desværre for syg til at forstå det.

Christiane Schaumburg-Müller Åxman har kastet sig ud i et nyt eventyr. Den 42-årige tv-vært, iværksætter og influencer har i samarbejde med Ludvig Bjørns Vinhandel startet et nyt vinbrand. Et brand, der er blevet et familieprojekt for hende, og som samtidig står som en rørende hyldest til hendes alvorligt syge mor.

– Jeg er meget tæt med min mor, og det er hende, der har lært mig alt om at dække et flot bord. At lave god mad, at nyde et godt glas vin og at bringe familie og venner sammen til arrangementer, forklarer den tidligere 'Vild med dans'-vært, hvis mor er ramt af alzheimers. En sygdom som hun allerede havde symptomer på i 2015, men som først blev opdaget mange år senere.

Derfor var der heller ingen tvivl om, at vinen skulle hedde ”Loina”. Det er nemlig en sammentrækning af de filippinske ord for bedstemor og mor.

– Min mor er blevet en meget stor del af projektet, og det har givet mig en ro. Det har på en eller anden måde hjulpet mig i min sorgproces, og det har haft en form for healende effekt.

På trods af at Christiane har haft sin mor i tankerne i forbindelse med hver en beslutning omkring det nye brand, så er hendes mor desværre for syg til at forstå det.

– Det er en svær sorg. For min mor er borte, men hun er ikke gået bort. Samtidig udvikler sygdommen sig hele tiden. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at det kan blive ved med at blive værre. Så kommer hun på ny medicin. Så får hun angsttilfælde og hallucinationer. Så kan hun lige pludselig ikke tale eller gå. Der er bare hele tiden dårlige nyheder, fortæller Christiane.

LÆS OGSÅ: Løj for åben skærm: Nu forklarer Elvira

Artiklen fortsætter under billederne...

Christianes veninder har ageret fokusgruppe og har deltaget i blindsmagninger, mens hendes svigerinde har stået for al det grafiske arbejde forbundet med brandet og lanceringen.
Christianes cava, der er første vin under brandet, kan købes i alle førende supermarkedskæder fra den 19. april og kommer til at koste 89,95 kr.

Okay at gå glip

Selvom tv-værten hver dag lever med sorgen over sin mors sygdom, så føler hun sig meget taknemmelig for det sted, hun er i livet. Efter at have mistet sit ufødte barn halvvejs i graviditeten i 2022, fik hun i december måned det lille vidunder Ludovika sammen med sin mand, Daniel Åxman.

– Jeg har det virkelig godt. Jeg føler mig simpelthen ældre og meget mere sat – der hvor jeg skal være. Også i mit moderskab. Jeg har ikke den der følelse af, at jeg går glip af alle mulige ting. Jeg føler tværtimod, at det er okay at gå glip af ting, for jeg ved jo, at de vender tilbage.

Foruden Ludovika har Christiane sønnen Constantin, syv, fra et tidligere forhold, mens ægtemanden også har to døtre fra tidligere. Familien på seks ser frem til både at skulle holde barnedåb og konfirmation i børneflokken indenfor den nærmeste fremtid.

– Vinen er selvfølgelig blevet vores nye husvin, og vi glæder os til at skulle servere den til vores kommende arrangementer.

LÆS OGSÅ: Tobias var ensom: Brød sammen foran vennerne

Christiane Margueritte Schaumburg-Müller Åxman og ægtemanden Daniel Åxman.