Ærlige Blachman: Jeg er konstant usikker på mig selv

Den hårde dommer er ikke altid så selvsikker, som han ser ud.

Med sin 17. sæson må Thomas Blachman siges at være en del af DNA’et i ”X Factor”, når han med sine skarpe kommentarer, utraditionelle tilgang og mangeårige erfaring udvælger sine deltagere blandt de hundredvis af håbefulde muligheder. 

LÆS OGSÅ: Det ser du ikke i "X Factor": Ekstreme dage

Men selv den mest garvede dommer bliver til tider i tvivl om sin egen dømmekraft ved dommerbordet.

– Jeg er konstant usikker på mig selv. Jeg er nonstop i musikkens tåge halvdelen af tiden, og så skal jeg også snakke, lyder det fra en ærlig Blachman, der dog har en teknik for at komme usikkerheden til livs.

– Jo mindre jeg tænker over noget som helst, jo lettere adgang har jeg til bare at være fri.

Alligevel er den 61-årige jazzmusiker i sit es, når han enten spiller koncert, eller når kameraerne ruller i programmet, og det er her, han slapper allermest af.

– Der er ingen, der kan forstyrre mig. Der kan ikke komme en eneste og tage min opmærksomhed. Der er stilhed. Man kan selv bygge en dramaturgi op. Det er faktisk de eneste steder, jeg slapper af, nu når jeg tænker over det. Det er mærkeligt, for de fleste mennesker ville blive nervøse. Men det er måske også derfor, jeg har gjort det så mange år. Så kan verden holde kæft et øjeblik.