Afslører sjov historie: Sådan kom Rasmus med i programmet
Det var ikke Rasmus selv, der meldte sig til TV 2-programmet.
I den nye udgave af 'Kærlighed hvor kragerne vender' leder fire singlefyre fra Fyn efter en kæreste.
LÆS OGSÅ: Benjamin og Line afslører: Sådan kender vi hinanden
En af dem er 26-årige Rasmus Bruun, der bor og studerer til maskinmester i Svendborg. Rasmus har været single næsten hele livet, og det fik en god veninde til at give ham et kærligt skub.
- Jeg blev tilmeldt af min bedste veninde fra Jylland. Hun havde skrevet til produktionsselskabet og besvaret en masse spørgsmål om mig, fortæller han til HER&NU.
Et mysterie
At veninden havde en finger med i spillet, fik Rasmus dog først besked om senere, så da produktionsselskabet kontaktede ham, blev han en smule overrasket.
- De kontaktede mig over Instagram af alle steder, og der stod ikke, at jeg boede i Svendborg. Så jeg gik længe og undrede mig over, hvordan de havde fundet ud af, at jeg var fra Fyn.
LÆS OGSÅ: Babylykke: Rasmus Seebach afslører kønnet
Kort inden at Rasmus skulle til gruppecasting fik han dog klarhed.
- Jeg var på besøg hos min familie fra Jylland, og der kom min veninde forbi, og så spurgte jeg hende, om hun havde noget med det at gøre. I starten benægtede hun, men hun kunne ikke holde masken. Hun blev ildrød i hovedet og kiggede ned i gulvet, og så kunne jeg godt lægge to og to sammen.
I dag er Rasmus glad for venindens indblanding, og han glæder sig til at se programmerne.
Du kan se 'Kærlighed hvor kragerne vender' hver tirsdag på TV 2 klokken 20.00.