TV-lægens store sorg: Jeg fik aldrig sagt farvel

TV-lægen Peter Qvortrup Geisling har haft svært ved at håndtere sin fars pludselige død.

Selv om det er 37 år siden Peter Qvortrup Geislings far døde, bærer tv-lægen stadig rundt på en uforløst sorg, fordi han ikke nåede at sige farvel til ham. I et nyt interview med Berlingske kalder han det et psykisk ar.

– Jeg mistede min far meget tidligt. Han var 54 år, da han døde af en blodprop i hjertet. Jeg var 21 og gik på det tidspunkt til eksamen i mikrobiologi på lægestudiet i Aarhus, og jeg nåede ikke hjem, inden han døde. Jeg fik aldrig sagt farvel. Hans død kom som et lyn fra en klar himmel. Han havde haft lidt hjertekrampe, angina pectoris, men det var desværre, før man kunne foretage ballonudvidelser, fortæller 58-årige Peter Qvortrup Geisling til avisen.

LÆS OGSÅ: TV-lægens datter tilbage i skolen: Derfor er jeg helt tryg

- Han var et menneske, jeg holdt meget af og kun havde haft gode oplevelser sammen med, han lærte mig blandt andet at fiske, og han forsvandt fra den ene dag til den anden. Jeg savner ham rigtig meget, og følelsesmæssigt har jeg aldrig fået ryddet op i det tab, lyder det ærligt fra TV-lægen.