Pelle Hvenegaard nyder livet i familiens hus i Fjerritslev (Foto: Henrik R. Petersen)
Der hører 30 tønder jord til familiens hus i nordjyske Fjerritslev, så det kræver en lidt anden græsslåmaskine at holde styr på området, der svarer til 32 fodboldbaner (Foto: Henrik R. Petersen)
Pelle kender hvert et træ og hver en bakketop, så han ved selvfølgelig også, hvor de bedste bærbuske gror (Foto: Henrik R. Petersen)
ICaroline og Pelle Hvenegaard på stranden i Fjerritslev med deres lille øjesten, datteren Zoe Ukhona (Foto: Henrik R. Petersen)
På en varm sommerdag er der intet som en tur i Jammerbugtens svalende bølger (Foto: Henrik R. Petersen)

Pelle Hvenegaard: Her finder jeg ro

Klik galleriet igennem for de søde sommerbilleder af familien i deres elskede hus i Fjerritslev.

Der er ikke meget luksus i det stråtækte hus fra 1882, men der er hygge og ro, og det har stor værdi for Pelle Hvenegaard og hans familie. Skuespilleren og tv-værten debuterede for to år siden som forfatter og var netop gået i gang med et nyt bogprojekt, at skrive 100 digte på 100 dage, da Covid-19 for alvor ramte Danmark, og nedlukningen blev en realitet.

Digtsamlingen er netop udkommet, og her fortæller den 44-årige familiefar ærligt om den følelsesmæssige rutsjetur, som krisen sendte ham ud i. Flere gange tog han sammen med hustruen Caroline og deres fireårige datter Zoe Ukhona fra hjemmet på Christianshavn til sommerhuset i Fjerritslev, der har været i familiens eje i lidt over 100 år, for at puste ud.

- Det er det tætteste jeg kommer på et barndomshjem. Jeg har boet så forfærdelig mange steder i mit liv. Over 30 steder før jeg for 10 år siden kom til Christianshavn, hvor jeg er faldet godt til. Huset betyder virkelig meget for mig. Det er mit helle. Der hører 30 tønder fredet land til, og ligger på en bakke med udsigt til Vesterhavet, fortæller Pelle, der også to gange har været med til at lægge nyt stråtag på huset.

LÆS OGSÅ: CHOK! Linses drastiske beslutning: Familien kommer først

Indtægterne forsvandt

I første omgang mærkede Hvenegaard ikke meget til krisen. Han var i fuld gang med webforedrag om barnløshed, men efterhånden som kalenderen blev ryddet for arbejde, begyndte det at påvirke ham fysisk og psykisk.

- Vi har ved Gud levet spartansk i en del år, hvor vi har koncentreret os om at være forældre til den lille, men da den smule, der kom ind, forsvandt, tænkte jeg ”shit, hvad jeg vi nu”. Det påvirkede mig af Pommern til, indrømmer Pelle, der i begyndelsen brugte løbeture til at få styr på tankerne.

Men også hos ham sneg de forrædderiske ekstra "Corona-kilo" sig på, og det gjorde, at han fuldstændigt mistede energien.

- Det bølgede meget. Jeg kom først ud af mørket, da jeg holdt op med at zoome ud og tænke på hele verden, og i stedet zoomede ind og koncentrerede mig om det, jeg har. Jeg har et mørke i mig, og det blev udløst af ikke at have en indtægt og den usikkerhed, der ligger i det.

LÆS OGSÅ: Alexandra overrasker: Fester med Joachim

De stille dage gav ham tid til i digtene at reflektere over en karriere, der begyndte som 12-årig med en hovedrolle i Oscar-vinderen 'Pelle Erobreren', videre til succes i foran og bag kameraet i tv-branchen, og nu som bestseller-forfatter. Alligevel overmandes han ofte af følelsen at være udenfor og ikke at passe ind. Heldigvis er samvær med familien den bedste medicin mod de tunge tanker.

- Jeg skriver meget direkte, én til én. Nogen vil måske sige banalt, men jeg vil sige ærligt og nede på jorden, i øjenhøjde, hvor alle kan være med. Jeg vil gerne give nogle af alle de danskere, der måske allerede i folkeskolen afskrev digte som noget uforståeligt og kompliceret noget, en chance for at få sat ord og følelser på de vanvittige måneder, vi allesammen gik igennem – og til det kan digte faktisk være en rigtig god og givende form.

LÆS OGSÅ: Bent Fabricius-Bjerre er død

Glad for Danmark

Vel ude på den anden side af krisen glæder Pelle Hvenegaard sig over de erfaringer, han har gjort sig undervejs.

- Vi har nydt godt af, at det kan betale sig at tænke kollektivt. Jeg savner virkelig at bo et sted, hvor vejret er bedre, men jeg vil gerne have, at min datter vokser op her på grund af vores samfundsmodel og den måde, vi ser hinanden og livet på, siger Pelle, der håber, at samfundssind måske også kan blive til verdenssind.

- Jeg kan godt lide forandringer. Det er godt, der bliver rusket op i ting. Jeg går ikke og tænker, at alle har godt af at blive rusket, men jeg håber, at den her oplevelse kan give en forståelse for andre mennesker, hvor tingene er meget mere skrøbelige end her i Danmark.

LÆS OGSÅ: GODT NYT! Prins Joachim i bedring