Rådførte sig med Anders Lund Madsen inden afrejse
Lars Løkke Rasmussen er ikke bange for at gøre sig selv til grin ved at deltage i et realityprogram.
Lars Løkke Rasmussen, 56, er ikke i tvivl om, at hvis han stadig var omgivet af medierådgivere, så havde de ikke anbefalet ham at deltage i 'Over Atlanten' på Kanal 5, men Lars Løkke så det som en fantastisk mulighed.
- Ja, der er en risiko ved det, men helt ærlig livet består af risici. Jeg er gammel nok til at stå ved den, jeg er. Folk har i forvejen så mange fordomme og tanker om, hvem jeg er. Jeg har aldrig været elsket af alle, og det kan jeg sgu ikke lave om på, forklarer Lars Løkke til HER&NU.
LÆS OGSÅ: Lars Løkke fortryder: Sagde nej til rolle i 'Klovn the Final'
Han havde dog gjort sig lidt benarbejde inden afgang i forhold til, hvorvidt han skulle medvirke eller ej.
- Jeg har konsulteret Anders Lund Madsen rigtig meget, da han er min eneste reference til det her. Han sagde bare, ”tag afsted. Hvis man kan lide mennesker, og man kan lide samtalen, så tag afsted, det er en stor oplevelse”. Jeg har aldrig set programmet før. Jeg så dem, da jeg kom hjem, og det var godt, jeg ikke så dem, før jeg tog afsted, for så havde jeg sikkert sagt nej, griner Lars Løkke Rasmussen.
LÆS OGSÅ: Ærlige Anders Lund Madsen: Har droppet spejlet
Lars Løkke er i dag glad for, at han sagde ja.
- Det var en fantastisk oplevelse, og jeg er blevet mindet om det de seneste dage, hvor jeg har kigget nogle af optagelserne igennem. Det var en fantastisk ekstraordinær oplevelse, som jeg er glad for at have fået, slår han fast.
'Over Atlanten' har premiere søndag den 11. april på Kanal 5 og discovery+.
LÆS OGSÅ: Jesper Skibby indrømmer misbrug under 'Vild med dans': Jeg skulle have sagt nej
LÆS OGSÅ: Lars Løkke og Anders Lund Madsen springer ud i fælles projekt