Paradiso udsat for vold i årevis: Jeg håbede hele tiden på, det blev bedre
Deltageren fra dette års 'Paradise' levede i et forhold med både psykisk og fysisk vold. Hendes daværende mand overbeviste hende hele tiden om, at det var slut med volden. Men det sluttede aldrig.
Da Sheena fra 'Paradise Hotel' var 15 år gammel, blev hun dybt forelsket i en fyr, som gav hende følelsen af at svæve på en lyserød sky. Længe virkede det til, at hun skulle blive ved med at være i den tilstand, men pludselig begyndte det hele at tage en drejning i en helt forkert retning.
- Efter to år begyndte min daværende kæreste at udvikle sig til at blive mere kontrollerende, manipulerende og voldelig. Det var ikke kun psykisk, men også fysisk. Han begyndte at have en form for ejerfornemmelse over mig og skulle kontrollerer mig på alle mulige måder. Det hele skete over flere år og blev værre og værre, fortæller den i dag 24-årige Sheena til Realityportalen.
LÆS OGSÅ: ‘Paradise’-babe er blevet single
Alligevel gjorde hun ikke noget ved det. Hun blev i forholdet, fordi hun troede på, at det ville blive bedre, og hun troede på ham, når han overbeviste hende om, at det ville blive anderledes. Og for det meste holdt hun det skjult for selv sine nærmeste, at hun i virkeligheden mildt sagt blev behandlet dårligt.
- Jeg havde ikke viljestyrke nok til at sige fra, og jeg havde ikke mod og selvsikkerhed nok til at tage snakken med min familie. De eneste jeg talte med det om, var to af mine nærmeste veninder, som støttede mig meget i den periode, siger Sheena og tilføjer, at han var hendes første og eneste kærlighed, hvilket kun bidrog til, at hun ikke kunne finde ud af at bryde ud af forholdet.
LÆS OGSÅ: HOT NEWS! Realitybabe er blevet mor
Blev gift
Det endte endda med, at den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager valgte at gifte sig med ham, da hun var 20 år gammel. Hun troede stadig, han talte sandt, når han sagde, at han ville ændre på sine dårlige vaner.
- Men det gjorde han ikke. Han bestemte alt, og hvis jeg ikke gjorde, som han sagde, brugte han vold eller skældsord. Jeg prøvede flere gange at nå frem til, hvordan jeg på bedst mulige måde kunne komme ud af det. Fordi jeg kunne mærke, det ville ødelægge mig fuldstændig, hvis jeg fortsatte.
LÆS OGSÅ: Frederik Fetterlein forlovet i fem år: Derfor skal jeg ikke giftes og have børn lige nu
Men efter de havde været mand og kone i et år, fik Sheena nok. Som 21-årig pakkede hun sine ting og rejste til udlandet med en veninde, hvor hun fandt modet til at ringe hjem til sin familie og sætte dem ind i situationen og forklare alt, hvad der var sket gennem årene. Et par dage senere ringede Sheenas far til hende. Han fortalte, at hendes mand havde besøgt familien for at undskylde for alt i håbet om, at Sheena ville komme tilbage til ham og give ham endnu en chance.
Har mødt ham efterfølgende
- Det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg havde 100 procent truffet mit valg. Jeg har indset, at jeg mistede en del af mig selv ved at være i det forhold, slår Sheena fast.
De seks år i forholdet har sat sine spor hos hende og medvirket til, at hun ikke har oplevet kærligheden siden, og at hun har svært ved at åbne op og give sig hen til en mand igen.
-Men ting tager tid, og tid hele sår, så mon ikke alting går.
LÆS OGSÅ: Her er Rasmus’ ærlige mening om ‘Forsidefruer’
Sheena har valgt at dele sin historie, da hun oplever, at både psykisk og fysisk vold i et forhold er et tabu, og at mange gør den samme fejl, som hun selv gjorde. Nemlig at blive i forholdet.
- Lige nu arbejder jeg på, hvordan jeg får min historie ud, så det er inspirerende for andre at høre den - lige meget om man har oplevet noget lignende eller ej. Det er nemlig også vigtigt, at man, selvom man ikke har været udsat for noget traumatisk, kan sætte sig ind i, hvad andre går igennem. På den måde opnår mennesker forståelse for hinanden, og det, mener jeg, er gældende i flere situationer. Man bliver nødt til at åbne op for emner, som er et tabu. Ellers er det klart, at folk ikke opnår sympati for hinanden.
I dag har Sheena og hendes eksmand ingen kontakt.
- Jeg har mødt ham efterfølgende, men det har været meget hurtigt og kort. Kun i starten var jeg bange for at møde ham. Jeg er næsten sikker på, han fortryder det, og det håber jeg også, siger hun.
LÆS OGSÅ: Ærlige Frederik Fetterlein: Sådan har jeg det med Saszeline i dag