Thomas Castberg gider ikke Michelin-stjerner
Tv-kokken Thomas Castberg har ingen intentioner om at åbne en succesfuld restaurant.
Thomas Castberg har det helt fint med at undervise, skrive bøger og lave tv-programmer om madlavning.
– Jeg har aldrig rigtig haft den der drøm om at drive restaurant og hente Michelin-stjerner hjem. Jeg går allermest op i bæredygtighed og økologi. Det simple, fortæller den 41-årige kok, hvis karrierevalg samtidig betyder, at det er muligt at have mere tid til familielivet med kæresten, Line, og deres tvillingedrenge, Svend og Bjørn på fire år.
Når en hverdag med børn skal glide, er der ikke fin madlavning på programmet. Det kommer an på, hvem der henter i børnehaven, om det er Thomas eller kæresten, der laver aftensmaden.
– Men vi laver ikke mad sammen. Aldrig! Det dur bare ikke. Jeg kan ikke affinde mig med, hvordan hun gør tingene. Men jeg brokker mig ikke over maden. Det gør jeg i det hele taget aldrig, når andre mennesker laver mad til mig. Det kan man da ikke tillade sig.
AD: Gammelt kød og snavset kølerum i tv-køkken
Farvel til Facebook
Thomas Castberg har, ligesom enhver anden populær tv-vært, en stor fanskare, men han er ikke på andre sociale medier end Instagram.
– Jeg valgte faktisk at lukke min Facebook-profil ned, fordi der var alt for mange, der skrev om ting, der på ingen måde handlede om mad eller Masterchef. Det er jeg egentlig ikke interesseret i, så det passede mig rigtig fint bare at lukke den helt. Så slipper jeg for det, siger han diplomatisk.
I København, hvor Thomas Castberg og familien bor, mærker han ikke noget til at være et kendt ansigt, men kan oftest gå ubemærket rundt. Der er større opmærksomhed i andre dele af landet.
– Men når jeg har det job, må jeg da også acceptere, at folk har en interesse. Ellers havde jeg jo ikke et job. Og det er jo ikke mere, end at der måske af og til er nogen, der beder om et billede, siger Castberg, hvis sønner på snart fem år er ret uimponerede over deres fars job.
– De ved godt, jeg er på tv, men det tror de nok bare, at alle fædre er. Jeg har jo også en komplet kedelig hverdag. Når jeg laver Masterchef, møder jeg klokken 8.15, optager, spiser frokost, optager og har fri ved 16-tiden. Optagelserne til ”Med kniven for struben” har været mere hårde – der har jeg flere gange været væk i fem hele dage.
LÆS OGSÅ: Bagedyst-Sune: Det var et hæsligt kærlighedsprogram
Gider ikke glamour
Thomas’ kæreste, Line Gamborg, arbejder også i tv-branchen, så hun er ”dejligt uimponeret” over sin kendis-kæreste.
– Men der ER jo for f… heller ikke noget glamourøst over det liv, jeg lever. Det består måske i, at jeg er med til et par tv-fester om året. Jeg gider ikke gå til premierer og rød løber-arrangementer. Måske om nogle år, hvis der er en film eller noget, mine drenge gerne vil se, men jeg er komplet ligeglad med det. Jeg ser mig selv som kok, fastslår Thomas Castberg.
– Jeg vil ikke lyve, det er fantastisk at være tv-vært. Man er øverst i fødekæden, og det er de andres job at få én til at fremstå bedst muligt. Der er også mange, som bliver krukkede af det. Det passer jeg meget på med. Man skal altid opføre sig ordentligt og huske at sige tak. Alle på produktionen knokler hårdt for at få det hele til at lykkes – og jeg kan da selv rejse mig op og hente et glas vand, hvis jeg mangler det, siger Castberg, som kun har ét problem med livet på skærmen.
– Jeg synes, det er tåkrummende pinligt at se mig selv på skærmen. Jeg sidder og vender mig væk, når vi skal se nogle af programmerne igennem.
Artiklen er oprindeligt bragt i denne uges udgave af HER&NU.
LÆS OGSÅ: Sådan er det gået de tidligere ‘Bagedyst’-vindere
Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.