Filmulykke: Skuespiller i alvorlig traktor-ulykke

Skuespilleren Bodil Jørgensen er onsdag kørt på hospitalet efter en ulykke på Mandø i Vadehavet.

I forbindelse med optagelserne til en ny Far til fire-film faldt hun ned fra en traktor og slog sig slemt.

Ifølge direktør Henrik Møller-Sørensen fra Asa Film er der ikke tale om livsfarlige kvæstelser, men ulykken var så dramatisk, at man fra produktionsselskabet har valgt at indstille optagelserne til filmen.

- Efter hvad jeg har hørt, så det meget dramatisk ud, og vi har valgt at indstille optagelserne, og der vil blive tilbudt krisehjælp til de øvrige tilstedeværende, siger Henrik Møller-Sørensen til Ritzau.

LÆS OGSÅ: RP anbefaler: ‘Long Island Medium’ på TLC

Trykket nogle ribben

Filmdirektøren har onsdag formiddag sat kursen mod Vadehavet for at få nærmere overblik over situationen.

- Som jeg har fået det oplyst, så har Bodil formentlig fået trykket nogle ribben, og hun har det skidt, siger Henrik Møller-Sørensen.

Bodil Jørgensen, der for øjeblikket medvirker i Tivoli-revyen "Tam Tam i Glassalen", spiller fru Sejersen i filmen, mens Kurt Ravn er onkel Anders.

Syd og Sønderjyllands Politi modtog anmeldelsen om ulykken klokken 06.40 i morges.

Filmen skal hedde "Far til fires vilde ferie". Sigurd Philip Dalgas skal igen spille Lille Per, mens Jesper Asholt spiller faren. Også Karoline Hamm, Rasmus Johnbeck og Emilie Werner Semmeltoft spiller med i filmen, der ventes at få premiere i efteråret 2015.

/ritzau/

LÆS OGSÅ: Lækker lingerimodel vil lyn-giftes

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.