(Foto: Bo Nymann)

Lene Beier hjælper ensomme, mens hun optager ‘Landmand søger kærlighed’

Lene Beier har under corona-tiden kastet sig ud i et projekt, hvor hun hjælper ensomme, og det vil hun ikke stoppe, bare fordi optagelserne til 'Landmand søger kærlighed' går i gang.

Lene Beier har den seneste måneds tid tilbudt telefonopkald til ensomme, der under corona-tiden ikke har mange mennesker omkring sig. Og selvom Lene Beier allerede om en uges tid trækker i arbejdstøjet med optagelserne til den nye sæson af 'Landmand søger kærlighed', så stopper hendes lyst til telefonopkald med ukendte danskere ikke.

- Jeg har virkelig nydt den sidste måned med telefonkaffe, og jeg er enormt taknemmelig for de mange skønne og hyggelige samtaler, vi har haft. Derfor vil jeg gerne tilbyde at ringe til lidt flere, som føler sig ensomme. I den kommende periode kører jeg rundt i Danmark og optager 'Landmand søger kærlighed', så i denne omgang bliver det opkald fra landevejen, når det passer ind i optagelserne, fortæller Lene Beier i et opslag på Instagram, hvor hun tilbyder at ringe til de første 60, der skriver til hende med navn og telefonnummer.

LÆS OGSÅ: Lene Beier gør god gerning: Taler med de ensomme

Lene Beier lover ikke, at hun kan hjælpe med diverse psykiske problemer.

- Som tidligere nævnt er jeg hverken læge eller psykolog. Det er bare en hyggelig sludder, og jeg elsker at sludre med jer, tilføjer hun i opslaget.

LÆS OGSÅ: Populær 'Løvens hule'-stjerne stopper

'Landmand søger kærlighed' med corona-forholdsregler

Selvom Lene Beier har fået grønt lys til at optage endnu en sæson af 'Landmand søger kærlighed', så bliver optagelserne ikke, som hun er vant til fra tidligere år. Og selvom det er et dating-program, så opfordrer TV 2 ikke til fysisk kontakt, ligesom at de fleste optagelser vil foregå udendørs og med god afstand, det skriver TV 2.

- Vi tager både deltagernes og produktionens sikkerhed og helbred meget alvorligt, så i disse coronatider har vi selvfølgelig gjort os ekstra mange overvejelser om, hvordan vi producerer fjernsyn, hvor mennesker mødes, dater og drømmer om at finde den eneste ene, siger programredaktør på TV 2, Mads Volck.

LÆS OGSÅ: Lene Beier i nyt haveprojekt: Vild med vilje

Udover at optagelserne rykkes udendørs, så bliver produktionsholdet bag også skåret ned, så der ikke samles for mange mennesker på ét sted, skriver TV 2.

LÆS OGSÅ: 'Sommerdrømme'-deltager afslører stor hemmelighed: Var gravid under optagelserne