Store ændringer i kongehuset
14. januar er det ikke bare kronprinsen, der får nyt job.
Når kronprins Frederik 14. januar overtager tronen, er der selvsagt en masse ændringer at se frem mod.
Det gør sig også gældende i kongehusets ledelse, oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Frederik og Mary hyldet på Amalienborg
Her lyder det, at Christian Schønau, der siden 2010 har været hofchef for kronprinsparret, ved tronskiftet overtager stillingen som hofmarskal i kongehuset.
Derudover skal hofmarskallen også fremadrettet varetage opgaven som kabinetssekretær - en stilling, som de sidste 16 år har været besat af Henning Fode, der nu fratræder.
- Hendes Majestæt Dronningen udtrykker sin varmeste påskønnelse af Henning Fodes varetagelse af sit hverv som kabinetssekretær, lyder det i pressemeddelelsen.
Stillingen som hofmarskal overtager Christian Schønau fra Kim Kristensen, der har varetaget opgaven siden 2021. Forud for det var Kim Kristensen fra 2012 kongehusets ceremonimester.
LÆS OGSÅ: Det skal dronning Margrethe hedde og her skal hun bo
Kim Kristensen fortsætter i en stilling som hofchef i det nyoprettede Hendes Majestæt Dronning Margrethes Hof.
Lasse Harkjær, der er kongehusets nuværende ceremonimester, fratræder 1. marts sin stilling og vil i stedet tiltræde som stabschef i Hendes Majestæt Dronning Margrethes Hof. Herfra tager flotilleadmiral Anders Friis over som ceremonimester.
LÆS OGSÅ: Gav kongen besked - men sagde intet til veninden