Nu bestemmer kongen: Stort opgør på Amalienborg
Efter et år med Frederik som konge, er nogle traditioner blevet væsentligt ændret, mens andre er blevet droppet helt, efter dronning Margrethes abdikation.
Kong Frederik har på alle måder haft et travlt første år som regent. Udover at antallet af officielle arbejdsdage ifølge den kongelige kalender er steget fra 93 i 2023 til 122 i 2024, så har han også ændret utroligt meget i kongehuset, hvor noget er ændret markant, mens andet er fuldstændigt droppet efter dronning Margrethes abdikation.
Slut med hofleverandører
Den gamle ordning med kongelige hofleverandører bliver droppet. De mere end 100 virksomheder med prædikatet skal derfor udfase det fra deres logoer inden 29. december 2029.
– Det er kongehusets opfattelse, at en ordning, som indebærer, at enkelte virksomheder gennem en årrække kan påberåbe sig en særlig anerkendelse fra kongehuset, ikke længere er tidssvarende, lød det i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Dronning Sonja opereret: Har fået pacemaker
Færre protektioner
Der blev også luget gevaldigt ud i antallet af protektioner. Før tronskiftet var der 258, og her valgte man, at kun 140 skulle fortsætte. Fremover vil kongelige protektioner være tidsbegrænsede og gældende i fem år, hvorefter den pågældende organisation eller forening kan søge om forlængelse.
– Tidsbegrænsningen betyder, at der løbende bliver mulighed for, at de kongelige kan påtage sig nye protektioner i takt med, at samfundet udvikler sig, forklarede man.
LÆS OGSÅ: Prinsesse Benedikte forlader Danmark: Derfor er hun rejst
Nye gaveregler
Som noget af det første reviderede man retningslinjerne for gaver. Kongehusets årsrapport vil fremover indeholde en liste over de gaver, der er givet ved officielle lejligheder, med angivelse af gavegiver, en beskrivelse af gaven og den anledning, den er givet ved. Gaver af personlig karakter, som medlemmer af den kongelige familie modtager fra familie og venner, betragter man dog som et privat anliggende, og sådanne gaver vil ikke blive offentliggjort.
Hemmelig kongejagt
Ligesom forrige år brød kong Frederik traditionen med at invitere medier med til parolen før kongejagten i Gribskov i Nordsjælland. Jagten i Danmarks største gamle skov med efterfølgende jagttaffel på Fredensborg Slot har ellers været kendt som den fineste af de kongelige jagter. Denne gang offentliggjorde kongehuset heller ikke gæstelisten, der før har været kritiseret for at have for få kvindelige navne.
LÆS OGSÅ: Kendt DR-vært lander stort job i Kongehuset
Droppede Gud
Fra balkonen på Christiansborg afsluttede kongen udråbelsen med sit valgsprog, ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”. Det afløste dronning Margrethes ”Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke”. Han fortsatte dog dronningens tradition med et ”Gud bevare Danmark” i sin nytårstale, der ligesom hendes også blev læst på direkte tv.
LÆS OGSÅ: Kong Frederik mindes tronskiftet: - Det hele var i spil
Artiklen fortsætter under billedet...
Ændrede kronjuveler
Dronning Mary stod bag den første ændring af kronjuvelerne i 180 år. Rosenstensættets diamantbælte blev omformet til et diadem, og anvendt første gang ved det egyptiske statsbesøg i december.
LÆS OGSÅ: Efter kritik: Kongehuset meddeler stor ændring
Nyt kongevåben
Kong Frederik sløjfede symbolerne for Kalmarunionen for at sætte endnu større fokus på Rigsfællesskabet ved at give Grønland og Færøerne hver deres felt. De slesvigske løver, Sønderjyllands våbenmærke, beholdt deres eget felt i det firdelte skjold, som et symbol på Sønderjyllands særlige historie og tilknytning til Danmark.
Artiklen fortsætter under billedet...
Vigtigt med timeouts
Forrige weekend var kronprins Christian indsat som regent, mens kongen og dronningen havde en privat tur til Sverige, og denne weekend var dronning Margrethe rigsforstander, mens hele kongefamilien var på privat ophold i udlandet.
Kong Frederik forklarede i bogen ”Kongeord”, at disse ”timeouts” er vigtige for dem.
– Vi kommer til at gøre det anderledes end min mor, både hvad angår kongehusets organisation og administration, og hvordan vi som familie veksler mellem arbejde og fritid. Det er vigtigt med timeouts, fordi vi sandsynligvis får endnu mere at lave. Mary og jeg har interesseområder, der i stigende grad vil kræve vores tilstedeværelse i vidt forskellige fora herhjemme og i udlandet, lød det blandt andet.
LÆS OGSÅ: Efter hjerteflimmer: Dronning udskrevet fra hospitalet
Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.